Home åbner i Aarhus-forstad
Home åbner sin fjerde butik i Aarhus Syd og dermed får Malling sin egen ejendomsmægler efter mange års pause.
Malling får sin ejendomsmæglerbutik, når Home snart slår dørene op til home Malling-Beder på Stationspladsen 5H i Aarhus-forstaden.
Dermed har Malling igen en lokal ejendomsmæglerbutik - for første gang siden midten af 1980erne.
Det skriver Home i en pressemeddelelse.
Indehaverne og ejendomsmæglerne Torben Skov Lauridsen og Jesper Grøne Andersson, der også står bag Home-butikken i Højbjerg, Home Viby-Hasselager og Home Tranbjerg-Solbjerg glæder sig over, at det endelig er lykkes at finde et butikslokale med den helt rigtige beliggenhed midt i Malling.
»Vi bliver den første mæglerforretning med adresse i Malling i 40 år, og vi kommer til at bo i et lille smørhul lige ved letbanen, overfor Malling Kro og ved Bichel Vine, som trækker mange kunder,« siger ejendomsmægler Torben Skov Lauridsen, der slår fast:
»På den berømte Hammerslags-skala er beliggenheden en klar 5’er i Malling.«
Lige nu er håndværkerne i fuld gang med at indrette lokalerne, og butikschef bliver ejendomsmægler Thomas Lignell.
Han har 28 års erfaring som mægler med boligsalg i det sydlige Aarhus.
»Vi har jo gennem årene solgt en del boliger i både Malling, Beder, Mårslet og Ajstrup, men nu går vi altså ’all in’ med en butik i Malling. I stærkt samarbejde med vores øvrige tre butikker, når vi ud til endnu flere købere,« fortæller Torben Skov Lauridsen og tilføjer, at der er store forventninger til den nye butik og fremtiden for Malling og Beder.
Udstykning booster
Aarhus Kommunes beslutning om udstykning af op imod 600 fremtidige grunde i Malling betyder, at det netop nu er det helt rigtige tidspunkt at slå sig ned i byen med ny mæglerbutik. Oven i det er den nye Giber Ringvej allerede en kæmpe booster for salget i Malling og Beder.
»Nu er infrastrukturen på plads, og der er meget bedre trafiksammenhæng i sydbyen med nemmere adgang til E45. Det har vi ventet på i 30 år,« siger Home-mægler Torben Skov Lauridsen.
Navnet på den nye Home-butik, der er nummer 187 i rækken, er ingen tilfældighed.
»Man plejer jo som regel at sige Beder-Malling i daglig tale, men nu siger vi altså Malling-Beder, fordi vi får ’hjem’ i Malling, men vi er lige så opsatte på at servicere boligejerne i Beder på bedste vis,« siger Torben Skov Lauridsen.
ksa