Begræder konkurs med Canblau kort før jul: »Jeg tror faktisk ikke, den er sunket ind endnu«
Ejer af Canblau Tapasbar, Jimmy Holm, parkerer restaurantens konkurs mentalt, indtil julen er overstået. »Jeg har lovet konen og knægten, at nu skal vi bare have en hyggelig jul.«
»Så mange ulykker på én gang - så meget lort på én gang. Det har betydet, at vi har kastet håndklædet.«
Ordene kommer fra en tydeligt påvirket Jimmy Holm. Kok og ejer af Canblau Tapasbar, der 20. december blev erklæret konkurs af skifteretten i Aarhus.
Han har siden 1. december kæmpet for at redde sin virksomhed gennem en såkaldt rekonstruktion, da coronakrisen, inflationen og voldsomt stigende udgifter har bragt selskabet i knæ. Rekonstruktionen så ud til at mislykkedes, men blev endegyldigt droppet, da Jimmy Holm lørdag morgen den 17. december mødte på arbejde til en ejendom, hvor vand bogstaveligt talt silede ned fra lofterne.
»En rekonstruktion er kun aktuel, hvis virksomheden er i drift, og den vandskade har totalskadet bygningen, som tidligst kan komme i brug igen om et halvt år. Vandskaden besejlede så at sige vores skæbne.«
I løbet af natten var et varmtvandsrør på Frederiksgade-bygningens tredjesal sprunget, så samtlige etager var vædet i lunkent vand. Vinrummet nærmest dampende, som befandt man sig nede på badeanstalten, forklarer Jimmy Holm.
»Jeg tænkte bare, at det her kan jo ikke være rigtigt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Det var bare pisset ned igennem hele bygningen, og så var der den her lugt af varm damp, der bare havde ulmet i timer. Hold da kæft. Det var en forfærdelig afslutning på Canblaus liv.«
Den vandskade må have kostet selskabet en del værdier. Hvad betyder det for dine kreditorer?
»Der er kreditorer, men alt det der er så uoverskueligt lige nu. Der skal forsikringer og alt muligt andet ind over,« siger Jimmy Holm.
Ifølge ham er der ingen kunder, som i forbindelse med aflyste jule- og nytårsmenuer har penge i klemme, og det glæder ham.
»Vi har fået kontaktet de fleste af vores gæster og kunder. Det, der har rørt mig mest, er, at både kunder og personale har været mere bekymret for, hvordan jeg havde det, end for deres egen situation.«
Og hvordan har du det så? Jeg kan forstå, at du i næsten to år ikke selv har fået løn?
»Min opsparing er i hvert fald væk, lad mig sige det sådan. Jeg ved sgu ikke, hvordan jeg har det,« siger køkkenchefen, der i øjeblikket befinder sig i Polen, hvor han skal holde jul med svigerfamilien.
Det mildest talt ubelejlige tidspunkt for konkursen betyder også, at han har besluttet at parkere det hele mentalt, mens julen står på.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk ikke, at det hele er sunket ind endnu. Når jeg sidder og snakker med dig, kan jeg godt mærke, at der kommer et eller andet... så begynder følelserne lige så stille at banke på, fordi det er slut. Det er svært. Jeg har lovet konen og knægten, at nu skal vi bare have en hyggelig jul, og så må virkeligheden indtræffe, når vi kommer hjem den 26. december.«
»Det er, som det er. Terningerne er kastet,« slutter Jimmy Holm, der trods tristessen ikke vil afvise, at han på et tidspunkt kunne finde på at forsøge en genoplivning af Canblau i en eller anden form.
»Man skal aldrig sige aldrig. Men nu skal jeg lige prøve at være arbejdsløs og søge job.«