Efter blot halvandet år: Aarhus-restaurant lukker
»Det er med tungt hjerte, at vi desværre må meddele, at Restaurant Reel lukker,« skriver de tre ejere på Facebook.
På årets sidste dag lukker Restaurant Reel på Nørre Allé 16 i Aarhus.
Det oplyser ejerne på Facebook, hvor de skriver:
»Det er med tungt hjerte, at vi desværre må meddele, at Restaurant Reel lukker. Beslutningen har på ingen måde været nem, for Restaurant Reel har været - og er stadigvæk - vores hjertebarn. Men, men, men… Vi holder åbent resten af året, og vi lover at give den hele armen, så vi stopper på toppen og lukker og slukker med et brag 31/12 2022.
Trioen René Vind Nicolajsen, Anaëlle Tims Macé og Simon Nielsen åbnede restauranten i maj 2021 efter flere måneders corona-nedlukning med fransk-nordisk madstil.
Her satsede man på - som navnet antyder - at skabe et reelt spisested, hvor gæsterne kunne få et godt måltid mad, et godt glas vin og god betjening, uden at bankkontoen går i minus.
Men det slutter altså til årsskiftet.
»Tak til alle jer, der har besøgt os de sidste halvandet år - det er vi sindssygt taknemmelige for. Vi håber at se jer til et sidste, helt reelt måltid inden årets udgang,« skriver de tre ejere på Facebook.
ksa