Medie: Aarhus er verdens næstbedste iværksætterby
Vil man starte ny virksomhed, så er Aarhus et godt sted at begynde - i hvert fald hvis man skal tro den seneste opgørelse af 39 storbyer, som det britiske erhvervsmedie Money har foretaget.

Hvilke byer rundt omkring i verden tilbyder de bedste og billigste muligheder for nye virksomheder? Sådan har det britiske erhvervsmedie Money spurgt i en ny opgørelse. Her har finansmediet lavet en sammenligning af 39 storbyer og sammenlignet dem på otte parametre.
Her er har mediet givet point ud for forskellige parametre, der blandt andet tæller; skattetryk, uddannelsesniveau, internethastighed og hvor dyrt det er at registrere sin virksomhed. De otte parametre har så givet en samlet score, og her er Aarhus endt ud med en andenplads - kun overgået af København.
»Kontorfællesskaber med plads til 10 medarbejdere er mulige at finde i Aarhus for kun 58.30 dollars (372,77 kroner) per dag, og så er byen hjem for en masse studerende, der kunne finde på at søge arbejde hos en startupvirksomhed efter studiet,« lyder noget af begrundelsen for Aarhus’ høje pointtotal.
I og med at det er et internationalt organ, der publicerer det, er det jo klart med til at eksponere Danmark som et iværksætterland – og det kan også være med til at tiltrække nye udenlandske iværksættere til Aarhus.
Sammenlagt er Aarhus endt med en score på 73,7, mens København fik 77,7 ud af de maksimale 100 point. Til sammenligning scorer en metropol som New York kun 44,1 point og London 62,4 point. Bundskraberen er italienske Milano med 28,2 point.
Foruden at have mange studerende og billige kontorfællesskaber, så scorer Aarhus sammen med København også højt på lave registreringsomkostninger, når man starter ny virksomheder, og så er det danske velfærdssystem ifølge mediet også noget, der skal honoreres med point, i det det giver en tryghed på arbejdsmarkedet, som virksomheden ikke skal betale for.
Kan tiltrække udlændinge
Og den flotte placering i opgørelsen vækker glæde hos Startvækst Aarhus, der til dagligt vejleder og coacher nye iværksættere.
»I og med at det er et internationalt organ, der publicerer det, er det jo klart med til at eksponere Danmark som et iværksætterland – og det kan også være med til at tiltrække nye udenlandske iværksættere til Aarhus,« siger Klavs Dahlgaard Hansen, der er konsulent i Startvækst Aarhus.
Her har han vejledt iværksættere i otte år, og i den tid har han også oplevet, at der er flere, der følger en vej som iværksætter.
»Det er blevet mere populært at blive iværksætter, og det hænger også sammen med, at stort set alle uddannelsesinstitutioner i dag har forløb, hvor der er fokus på forretningsudvikling og iværksætteri,« siger han og tilføjer:
»Hvis man kan navigere rundt i de muligheder, der er i byen, så har man også gode muligheder som iværksætter. For der er store netværk og mange, man kan tage fat i, som er villige til at øse ud af sin erfaring i en by som Aarhus.«
Mens Aarhus er den by, der scorer højst i kategorien billige kontorfællesskaber og fjerdehøjest på andelen af studerende i byen, så er der også plads til forbedring, når det gælder gennemsnitlig downloadhastighed på internet. Her er 29 af de 39 byer i opgørelsen bedre stillet end Aarhus med en gennemsnitlig downloadhastighed på 41,3 Mbps.