Memet's Delikatesse erklæret konkurs: Flere ansatte mangler løn

Den aarhusianske butikskæde Memet's Delikatesse er blevet erklæret konkurs i skifteretten i Aarhus, efter tre ansatte ikke har fået løn. Nu forsøger Memet Kocak at drive forretningen videre i et nyt selskab.

Artiklens øverste billede
Memet Kocak har oprettet et nyt selskab for at drive Memet's Delikatesse videre under samme navn. Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen

I december kunne Lokalavisen Aarhus afsløre, hvordan der ikke var styr på rengøringen hos Memet’s Delikatesse i Aarhus, da flere tidligere ansatte stod frem og fortalte om deres oplevelser. Nu viser det sig, at det ikke kun har været hygiejnen, der har haltet hos butikskæden.

Tre ansatte har i 2021 ikke modtaget løn, og det medførte sidste uge, at virksomheden blev erklæret konkurs i skifteretten i Aarhus.

Det fortæller advokatfuldmægtig Christian Madsbøll fra Ventus Advokater, hvor advokat Jørgen Makholm er blevet udpeget som kurator.

»Vi er nu i gang med at undersøge, hvad der er af aktiver i konkursboet for at få opkrævet penge, og så skal vi undersøge, om der er foregået noget, som ikke skulle være foregået,« fortæller Christian Madsbøll, uden at han vil gå i detaljer med, hvad det omhandler.

I Fødevarestyrelsens søgelys

Det er søskendeparret Hayriye og Memet Kocak, der står bag Memet’s Delikatesse, hvor førstenævnte har fungeret som reel ejer af selskabet, imens sidstnævnte har været frontperson og har lagt navn til butikskæden. På lidt over et år åbnede kæden fem butikker forskellige steder i Aarhus Kommune.

Alle butikker slog sig op på billige delikatesser, falafler, samosaer og salatbokse, hvilket kunne få folk til at stå i lange køer ned ad gaden. Men i løbet af efteråret 2020 gik det ned ad bakke for kæden, da den kom i Fødevarestyrelsens søgelys. Flere gange blev der givet sure smileyer og bøder til butikkerne, hvor der især var problemer med temperaturer i kølediske.

Christian Madsbøll fra Ventus Advokater oplyser, at to af butikkerne ifølge hans oplysninger nu bliver drevet videre af nye ejere efter konkursen, men der er flere mystiske forhold, som skal undersøges

»Butikken på Silkeborgvej er vist blevet solgt inden konkursen, og butikken i Ny Munkegade har udlejer tilbagetaget lejemålet, fordi der ikke er blevet betalt husleje, og driver i dag butikken. Det er begge forhold, der skal undersøges,« fortæller han.

Nyt selskab

Ifølge Christian Madsbøll har Memet Kocak i øvrigt oprettet et nyt selskab under samme navn for at drive Memet’s Delikatesse videre på Frederiks Allé og i Viby, men det er ifølge den advokatfuldmægtige ikke helt sikkert, at det kan lade sig gøre.

»Vi skal undersøge, om konkursboet har lidt et tab ved, at han benytter samme navn i det nye selskab,« fortæller han.

Lokalavisen Aarhus har onsdag forsøgt at få en kommentar fra både Hayriye og Memet Kocak omkring konkursen, men ingen af dem har taget telefonen. Avisen ønsker blandt andet at få svar på, hvorfor de ansatte ikke har fået løn, de mystiske forhold omkring butikkerne på Silkeborgvej og Ny Munkegade, samt hvad Memet Kocak vil med sit nye selskab.

Christian Madsbøll oplyser, at søskendeparret i skifteretten forklarede konkursen med den dårlige omtale, som Memet’s Delikatesse fik i slutningen af 2020.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen