Populær kaffebar åbner nyt bageri i Aarhus

La Cabra Bakery åbner torsdag i Borggade, her kan aarhusianerne se frem til at få brød og croissanter fra 'drømmeovnen' samt tips og tricks til at lave en god surdej.

Artiklens øverste billede
Lasse Tronhjem er chefbager på La Cabra. Hans brød er internationalt anerkendt. Sammen med den argentinske bager og konditor, Eric Rock, kommer de to til at tegne forretningen i Borggade. Foto: PR-foto.

Torsdag morgen klokken syv åbner et nyt sted af gå på brød-opdagelse i Aarhus. Kaffebaren La Cabra, som siden 2012 har ligget i Graven, udvider med et decideret bageri lidt længere nede af vejen. La Cabra Bakery er navnet på det nye sted, som får adresse i Borggade.

Her er det tanken, at bagværket skal have en mere fremtrukken plads på de nye ekstra kvadratmeter, end hvad det allerede får i kaffebaren.

»Det giver noget luft og et sted, hvor vi kan udvikle os, være kreative og lege noget mere. Og vi kan bedre vise vores gæster, hvad det er vi laver,« fortæller Esben Piper, der er indehaver af La Cabra.

I bageriet vil kunderne kunne se direkte ind i maskinrummet på bageriet, mens man bestiller sit surdejsbrød eller sine kager.

»Vi vil gerne have hævet hele brøduniverset op på et plan, hvor folk kan blive inspireret. Vi vil gerne vise processerne og være transparente.«

»Vi håber, det kan være med til at skabe en endnu større nysgerrighed for håndværket, og så skal det selvfølgelig også bare være en del af oplevelsen ved at komme herind,« siger Esben Piper.

Det nye La Cabra Bakery skal være med til at sætte mere fokus på brødet og håndværket bag. Foto: PR-foto.

En rustfri drøm

Selvom der er et par dage til bageriet åbner, da Århus Onsdag en søndag formiddag kigger forbi bageriet, så bliver der stadig æltet og bagt til den store guldmedalje på de meloverdækkede bordflader.

Kager, brød, ovne og alt andet nyt udstyr bliver testet. En uge er der sat af til at prøvekøre det nye udstyr. For selvom der står mange års erfaring bag de hvide forklæder, så skal der stadig testes, når man har fået ”drømmeovnen”.

»Vores chefbager har gået og drømt om den her maskine. Der er kun et par stykker af dem i København, men den er bredt anerkendt for at være den bedste,« siger Esben Piper.

»Det her er ikke en 2.0-ovn men en 10.0-ovn, i forhold til hvad vi har arbejdet med tidligere. Den kan bare sindssygt meget.«

Foruden at være det, der på øjemål ligner to meter i højden og endnu bredere end en almindelige ovn, så kan ”vidunderet” i rustfrit stål også programstyre fugt og varme for hver enkel portion, der ryger ind på ristene bag den store låge.

Bagværk med visioner

Historien om den rustfrie drøm af en ovn med programstyring er samtidig et vidnesbyrd om den udvikling La Cabra-forretningen har undergået, siden man startede med en kaffebar i Graven i 2012.

Her er det nye bageri nærmest vokset ud af de oprindelige rammer. Fra kælderen i et af Latinerkvarterets ældste byhuse til splinternye moderne lokaler i stueetagen et stenkast længere ned ad vejen.

»Vores kapacitet var ved at nå maks i Graven. Vi havde for et år siden kigget på, hvad der skulle ske. Vi stod samtidig og skulle vurdere, om vi kunne få nogle større maskiner derned, men det bedste maskineri, som vi gerne ville have, kunne vi overhovedet ikke få ned i det kælderlokale,« forklarer Esben Piper, der spændt ser frem mod åbningen af det nye bageri, der giver en masse nye muligheder.

Her kan kunderne se frem til et større og skiftende udvalg af konditori og brød, som også kommer til at få følgeskab af mere vegansk og glutenfri bagværk. Og så er det også planen, at det nye bageri skal være et sted, hvor et voksende publikum af brød-aficionados kan blive bedre bagere.

»Vi vil gerne skabe et rum, hvor man kan komme ind og spørge ind til det, vi laver, og hvor vi også kan give tips og tricks til, hvordan man kan bage selv. Vi vil gerne dele ud af vores erfaring og vi vil rigtig gerne lave nogle workshops og invitere de ekstra nysgerrige gæster ind,« fortæller Esben Piper.

Foruden det nye bageri i Borggade og kaffebaren i Graven, har La Cabra et kafferisteri i København, samt butikker i Dubai og Thailand, hvor man til juli også åbner et bageri i New York.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen