Debat: Der skal være bedre adgang til Aarhusbugten i båd
Aarhus Kommune har en fantastisk beliggenhed langs Aarhusbugten. Nærheden til bugt og vand er med til at gøre Aarhus til Aarhus. Derfor er det også vigtigt, at vi understøtter aarhusianernes mulighed for at bruge Aarhusbugten.
Aarhusbugten kan bruges til mange ting. Nogle bader hele året rundt. Andre nøjes med en tur i vandet om sommeren. Der kan svømmes længere ture. Der kan fiskes, padles og sejles med alt lige fra vandscooter til Molslinjen. Mulighederne er mange.
Som følge af coronakrisen har flere fået båd. Aarhusianerne vil naturligt nok gerne mere ud i naturen og herunder hører selvfølgelig også Aarhusbugten. Det øgede antal både presser imidlertid kommunens eksisterende slæbesteder og bådpladser.
Det har betydet, at flere slæbesteder er blevet lukket ned for offentligheden og kun er åbne for medlemmer af den lokale forening. Det betyder desværre, at aarhusianernes mulighed for at bruge bugten med båd over de senere år er blevet forringet.
Derfor har Danmarksdemokraterne sammen med Venstre foreslået, at der skal igangsættes en række initiativer for at vende udviklingen. I byrådet var der stor opbakning til vores forslag, og nu begynder arbejdet med at undersøge mulighederne med fokus på behov og udviklingspotentiale for flere slæbesteder og bådpladser.
Målet er klart. Der skal skabes bedre adgang til Aarhusbugten.