Det er godt at falde

Man kan falde i staver. Man kan falde i svime. Man kan falde i søvn. Men hvorfor falder man? Det lyder jo risikabelt. Er det måske også. Og samtidig er det jo noget, vi har brug for og endda sætter stor pris på. Vi kan ret beset ikke leve uden.

At vi falder har noget at gøre med, at vi befinder os i en form for mellemtilstand. Mellemtilstanden er det, vi ikke kan definere; det vi ikke er herre over; det vi ikke kan kontrollere fuldt ud. 

Imellem den vågne tilstand og søvnen er der et slip, et mellemrum, hvor du falder. Du kan ikke tvinge dig selv til at sove: “Du skal sove…nu!” Det virker ikke. Du skal give slip. Så falder du. I søvn.

Og sådan er det måske i virkeligheden i mange sammenhænge. At der er et mellemrum: Rummet mellem dig og mig, f.eks. Og det er i mellemrummet, at det utrolige sker. Gennem vores udveksling opstår et tredje: Et fællesskab, en stemning, et venskab, et politisk parti, et parforhold, et samfund eller noget helt andet.

Men man skal altså være villig til at træde ud af det vante og lade sig falde. Og hvis man er heldig, falder man i armene på hinanden. Hvis man ikke er i stand til at lade sig falde, så vil man heller aldrig opleve det under, det er at blive båret, og finde ud af, at man ikke er alene.

På engelsk falder man også ind i kærligheden. To fall in love. Alle, der har elsket ved, at det øjeblik kærligheden bliver kontrollerende, så forsvinder den. Man mister evnen til at falde, for man har ikke længere tillid til den anden og derfor heller ikke tillid til, at den anden rækker ud og tager imod, når man falder. 

Det er risikabelt at falde. Det kan gøre ondt, hvis ingen griber en. At tro på, at der er en, der altid griber en, ligegyldigt hvor hårdt og hvor dumt, man falder, er måske det allersværeste, men også det allervigtigste i livet.