»Konfirmanden kan ikke længere regnes som barn, men er blevet ung, kønsmoden og tæt på den kriminelle lavalder«

Foråret er fyldt med fester i familier og kirker. Foruden Påske og Pinse, Kristi Himmelfart og Bededag for sidste gang, så fejrer mange familier dåb, konfirmation eller holder bryllup.

Familiens fester og de kirkelige har noget til fælles. De er ikke perfekte og dybt meningsfulde. Hele familien er jo med! Med alt det bøvl og besvær, det nu medfører. Lige fra den mindste, der skriger eller skal skiftes på et upassende tidspunkt; børnene, der ikke opfører sig som mor eller far ønsker sig; bedstefar eller oldemor, som skal hjælpes; ja, endda den onkel, der drikker lidt for meget og bliver pinlig. De er alle sammen med, og det giver mening. 

Måske tænker vi, at det er vores fest. Centrum i festen er naturligvis dåbsbarnet, konfirmanden eller brudeparret, men festen er ikke kun for den, der er i centrum. Nok hører han og hun en masse ord om sig selv, og det er ofte overvældende. Men børnene lærer også noget, og de unge hører de voksnes tanker og reaktioner på det, der sker. Forældrene er stolte af deres børn og deres nye situation og så videre.

Tit får man ved lejligheden nye roller og titler. Mor bliver til mormor, far til morfar, bror til morbror osv. Vores gode venners ældste voksne barn, annoncerede at han og kæresten ventede barn ved at invitere familien til middag og lave bordkort med deres respektive nye titler eller roller i familien. Der gik lige nogle spændende minutter med diskussioner om, hvem, der skulle sidde hvor, inden pråsen gik op for dem!

Konfirmanden kan ikke længere regnes som barn, men er blevet ung, kønsmoden og tæt på den kriminelle lavalder. Han og hun skal til at tage ansvar for sit liv!

Særligt ved bryllupper er der mange, der får nye roller: Svigerfædre og svigermødre hilser måske på hinanden for første gang. Brudeparret får svogre og svigerinder, og to familier får tættere bånd. Vennerne finder måske også nye relationer.

Familiens fester begynder ofte i kirken, hvor vi beder Gud hjælpe os med det nye liv og de nye roller, vi har fået. Vi beder for barnet, konfirmanden og for brudeparret, at de må møde kærlighed, træffe gode valg, og at der ikke tilstøder dem noget ondt. Og vi modtager Herrens velsignelse. Det giver alt sammen mening i det liv, vi har fået, hvor uperfekt og omskifteligt, det så end er. Og det er en fest værd – både i kirken og i familien. God fest!