Ansigt til ansigt

»Det er efterhånden sjældent at nogen banker på min dør«, var der en, der sagde til mig den anden dag, da jeg var ude at samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. Andre sagde: »Tak fordi du gør det«, og enkelte brød sig ikke om organisationen. Men alle steder foregik samtalen i en god tone.

Det slog mig, at det med at banke på hinandens døre og møde hinanden fysisk, ikke er noget, vi gør lige så meget i vores tid, som man gjorde tidligere hen. Vi mødes naturligvis med dem, vi har familie-, arbejds- eller interesse-fællesskaber sammen med, men holder os ofte lidt mere for os selv, end man gjorde før i tiden. 

Til gengæld, så har vi store kontaktflader på vores skærme, hvor vi skriver sammen, viser billeder og har kontakt med et utal af mennesker. Det er så fint.

Men hvor effektive sms, facebook og andre sociale medier end kan være til at kommunikere budskaber ud, så kan det at mødes ansigt til ansigt noget særligt. Til en vis grad også telefonsamtalen. 

Jeg tror ikke kun det handler om, at vi kommunikerer med meget mere end ord og billeder. Det handler også om, at det menneske, man står overfor med alt, hvad det måtte have af positive og negative sider, trods alt et rigtigt fysisk, levende medmenneske.

Når man ikke er enige om en ting eller har forskellige synspunkter, så er den skrevne kommunikation ikke særlig god. Lange sms’er og mails løser sjældent uenigheder, men bidrager ofte til at forværre konflikten, og tonen kan blive ulidelig hård, når man er i skriftlig konflikt.

Men mødes man - eller som minimum får talt sammen i telefonen - så kan man som regel finde en eller anden form for løsning. Ikke at man nødvendigvis bliver enige, men så forhåbentlig, at man bliver enige om, at man er uenig; og således respekterer, at andre kan have andre synspunkter end én selv.

Måske skulle vi gøre noget for i højere grad at mødes ansigt til ansigt? Ikke kun med dem, vi har interessefællesskaber med og er enige med, men også med dem, vi ikke forstår og er uenige med. Jeg tror, vi kunne lære noget af det. Om ikke andet, så blot en vis fortrolighed med den, der er eller tænker anderledes.