Præsteklumme: Vejen vi går
I fastetiden følger vi søndag efter søndag i hælene på Jesus og den vej, han valgte at gå: Frem mod de sidste dage i Jerusalem, der endte med tilfangetagelse, korsfæstelse og død – men også sejren over døden påskemorgen, da han opstod af graven igen. Og det kan sætte gang i tanker om vores vej gennem livet. Hvor vi er på vej hen, hvad vi kommer til at møde, og hvordan vi finder vej – i en hverdag fyldt med udfordringer og bekymringer. Om vi lykkes, og om vi når frem.
Fra min spejdertid husker jeg en sangleg eller et ”råb” med titlen ”Vi er ude på en løvejagt”. I den tager ”forsangeren” de øvrige deltagere med på en intens løvejagt med forhindringer, der skal forceres på vejen – et træ, en skov, en sø og så videre. Man når til en sø – ”vi kan ikke komme uden om den, vi kan ikke komme under den – altså må vi igennem den” ... og sådan går det ved hver forhindring: Skal løven findes og skydes, må forhindringen ses i øjnene og overvindes. Der er ingen vej uden om.
Så legen rører ved det grundlæggende: At der ingen vej er uden om det svære, hvis vi vil nå frem. At vi ikke kan undgå at møde modstand og forhindringer. At livet sjældent minder om kørslen på en bred motorvej – oftere om færdslen på snoede biveje og ad ujævne stier. For livet er brydsomt, i perioder mere end i andre ganske vist, - men forventer vi det uden problemer og kampe, går det vigtigste os forbi.
Til gengæld er glæden stor, når man midt i bøvlet oplever, at forhindringer kan overvindes, og at det sjældent går så slemt, som man havde frygtet. At livet er kampene og problemerne værd – fordi det også er dem – alle disse ujævnheder og forhindringer – der er med til at skærpe glæden ved livet. Først når man opdager, at der er noget at kæmpe for, bliver livet for alvor interessant.
»Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv,« spurgte en rig ung mand på et tidspunkt Jesus, og Jesus svarede: Hold buddene. Da den unge mand med ukuelig selvsikkerhed kunne bekræfte, at det gjorde han skam allerede, fortsatte Jesus: »Én ting mangler du: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig«. Da gik den unge mand fortvivlet bort, som der står, ”for han var meget rig”.
Jesus er kompromisløs i sit svar. For den unge mand skal vide, at livet koster livet. At vi ikke kan holde dele af livet for os selv. At alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er, har med Gud og vores medmennesker at gøre. Både det, vi lykkes med, og der, hvor vi begår fejl. Og at ingen derfor nogensinde kan holde alle bud, fortjene sig ret til en plads i Guds himmel eller præstere sig til det perfekte og kun gode liv. Ikke engang denne unge, tjekkede mand. Med orden både på værdier, karriere og bankbog…
Men det var nu synd, at han gik. For så hørte han ikke Jesu fortsættelse: »Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud«: At livet Gud ske lov ikke er et præstationsræs, hvor vi skal være fuldkomne, men at vi er blevet sat fri til blot at være mennesker: Fri til at gå vores vej gennem livet og skiftevis fejle og gøre godt. Fordi Gud magter, hvad vi ikke formår. Og at vi derfor lige så meget vandrer for at blive klogere og kærligere, som for at nå frem. Allerede omfattet af Guds kærlighed, som vi er – fra første til sidste skridt.
Vi er på vej. Nogle dage er lette. Andre fuldstændig uoverskuelige. Men sammen med os går også Gud. Den Gud, der gennem Jesus viste, at han endda går gennem død og grav for os, aldrig viger udenom det svære, men står os bi og hjælper os igennem.