Gud er med os i alting

En tirsdag aften sidder jeg med min søn Max og ser en DR-reality/dokumentar om frømandskorpset. Det handler om de hårde optagelsesprøver man skal igennem, hvis man drømmer om at blive elitesoldat. 

De unge mænd har ikke fået god søvn i lang tid, de er helt smadrede og på kanten af mentalt sammenbrud, da de får til opgave at hoppe fra en gummibåd ned i fire grader koldt vand. De skal træne at overvinde hypotermi. De skal vende kurven, altså få varmen. 

Efter dukkerten ser man en frømandselev stå op inde i en tilsnøret sovepose. Han har ansigtet tittende ud ligesom et barn, der leger orm. Så skal han lave 200 squats stående inde i soveposen. Det er en god måde at få varmen. Det ser fjollet ud, men det virker godt, det kan eleven faktisk godt mærke, siger han. 

Max på fire år kigger så over på mig og spørger: ”Hvad er Gud?” Lige i det her øjeblik er jeg egentlig helt teologisk offline. 

Jeg havde simpelthen ikke forventet det spørgsmål lige nu her midt i tv-programmet. Og jeg må padle lidt, tale mig lidt varm. Han er trods alt fire år, så det er lige med at vægte ordene. Jeg forsøger mig med: »Gud er altings skaber«. Jeg uddyber: »Gud er den der har skabt verden og universet og alt, hvad der er – det er Gud, der gør, at der er noget og ikke ingenting.«

Jeg tænker her, at jeg er på rimelig sikker grund. Det er noget konkret jeg får meldt ud, Gud har skabt alting, det kan man godt forholde sig til. Min datter træder ind i stuen og overhører samtalen. God af hjerte som hun er, beslutter hun at gå ind i snakken og hjælpe mig lidt videre. Hun giver lidt mere farve og sensitivitet til beskrivelsen: »Gud er i alting, kan man måske sige,« foreslår hun. 

Max kigger bare alvorligt på os. Jeg griber den og kører lidt videre med den: »Gud er i alting ja, det kan man godt sige, Gud er med os i alting. Gud er i den kærlighed, der binder os alle sammen sammen. Gud er kærlighed.« Max undrer sig og spørger så kritisk og meget relevant: »Hvorfor har Gud skabt verden?« »Det er et godt spørgsmål,« siger jeg og før jeg når i gang med en knudret og sikkert forvirrende udlægning, tager Max igen ordet og svarer selv på sit spørgsmål: »Det kan man ikke vide. Det er det kun Gud, der ved.«

Vi kigger lidt på hinanden. »Ja, det er fuldstændigt rigtigt Max,« siger jeg. Intuitivt har Max udledt af det sagte, at nok kan vi fornemme og tale lidt om Gud, men Guds indre bevægelser, dem har vi trods alt ikke adgang til. Og så vender vi blikket over på skærmen igen. Aspiranterne får nu at vide, at de skal skynde sig at komme videre. Ikke omlidt, nej nu.

Halløj siger aspiranterne til den sure underviser. Det betyder vist javel. En af aspiranterne løber kejtet af sted med oppakningen på ryggen og sovepose og liggeunderlag i armene over hovedet. Han har ikke fået sine bukser på i farten. Han løber afsted sådan i bar røv. Det er gode billeder.