»Foreninger er taget som klimapolitiske gidsler«
Aarhus Kommune halter markant bagefter med at levere på flere, nye og ikke mindst tilstrækkelige idrætsfaciliteter i hele kommunen.
De eksisterende anlæg, hvoraf de fleste er opført lige før kommunesammenlægningen, hvor mindre kommuner ikke ville risikere at store Aarhus Kommune ikke prioriterede deres lokalområder og behov.
De fik desværre ret i deres bekymring, og vi er mange, der kan være taknemmelige for, at daværende sammenlægningskommuner valgte at prioritere idrætsanlæg.
I den senere tid er det lykkedes at finde nogle midler til nye anlæg, som byrådet har prioriteret, hvor mange frivillige har søgt om at få del i finansiering til projekter, de har rejst eksterne midler til.
Nu vil et flertal bestående af SF, Konservative og Socialdemokratiet med tilbagevirkende kraft kræve, at der leveres klimavenligt byggeri ud fra krav, der blev besluttet i byrådet efter, at ansøgningerne er fremsendt. Vi støtter kravet om klimavenligt, kommunalt byggeri, men ikke med tilbagevirkende kraft.
Debatten på byrådsmødet onsdag har vist, at det handler meget mere om, at S er skuffet over at Radikale Venstres rådmand ikke har levet op til egen politik og ambition på klimaområdet. Derfor vil S ”hjælpe” og rækker hånden frem til rådmanden, ifølge deres ordfører.
Jeg kan slå fast, at jeg og Venstre ikke vil hjælpe eller række hånden frem til rådmanden. Vi støtter indstillingen om de tilskud, der er indstillet til bevilling.
Vi vil hjælpe de frivillige foreninger og række hånden frem til dem, således der kan komme handling NU ud af deres flere års arbejde og ansøgninger. Jeg vil hjælpe med handling på et berettiget behov for flere idrætsanlæg - i stedet for snak og politiske drillerier.
Jeg opfordrer alle ansøgere om at søge foretræde for Kultur og Borgerservice-udvalget, så vi kan få beslutningen truffet nu. Således at vi kan få dialog med dem omkring deres klimadagsorden.
Jeg tror på, at de er mindst lige så meget optaget af bæredygtighed, som den politiske debat er.