Klædt i kærlighed

Det kan være sjovt at klæde sig ud. Til fastelavn, halloween eller hjemme i udklædningskassen. Det kan være et frirum at få lov til at leve sig ind i fortællinger og figurer. Bare for en stund. At være en anden end den, vi er. Vise glimt af vores fantasier og drømme. 

Anderledes er det, hvis vi oplever, at udklædning er en nødvendighed. Hvis vi føler, at vi ikke kan være den, vi er, men billedligt talt er nødt til at forklæde os for at kunne være til. Da er det ikke drøm eller et frirum. Snarere et fængsel. 

For nogle år siden blev det tema sat på dagsorden med serien SKAM. Serien skildrede unges udfordringer og konflikter, og man genkendte hurtigt, at det var skammen der skabte uro. 

At skamme sig over ikke at have ”det perfekte udseende” – i virkeligheden eller på SOME. At have en anderledes seksualitet. At ens kulturelle ophav var forskellig fra majoriteten. At man ikke kunne leve op til skolens krav om gennemsnit og 12-taller. 

Skam handler om at føle sig forkert uden at være det. Når vi skammer os, prøver vi at skjule det, vi mener er skamfuldt. Fordi vi er bange for, hvad de andre tænker. Og fordi vi er bange for at blive alene. Frygten for at blive valgt fra, hvis de ser os, som vi virkelig er. 

Kristendommen skænker os et andet blik på mennesket. I Guds øjne er du altid allerede elsket, som musikeren Peter Bastian engang sagde. Ved dåben får vi en klædning på. Vi bliver iklædt Kristus. Men mere end en (for)klædning, vi kan tage af og på, er det et udtryk for et menneskesyn og et kærligt blik, der altid og allerede følger os. 

Når vi er iklædt Kristus, er vi sete og elskede mennesker. Også med alt det vi skammer os over. Kristus skelede aldrig til social status eller holdt sig på afstand af den, der så anderledes ud, for at tage et eksempel. Men han rakte ethvert menneske sine hænder og så dem i øjnene. 

At være iklædt Kristus er at være iklædt en tro på, at vi – som hele mennesker og med alt, hvad vi er – er klædt i frihedens farver. At vi altid er valgt til. 

Når jeg tager imod unge konfirmander, er det blandt andet mit håb at give dem denne tro med. At de må opleve dette blik, og måske selv få mod til at se på andre på samme måde. 

Det er ikke fordi, jeg tror, jeg kan tage skammen helt ud af konfirmandernes liv. Gid det var så vel! Men måske kan jeg gå med dem derhen, hvor de finder en større tro på dem selv og hinanden: i kirkens og troens rum. Hvor de kan få mod til at gå til livet uden at være bange for at føle sig forkert eller blive forladt. Hvor de åbenhjertigt kan folde deres drømme og fantasier ud. Fordi de i udgangspunktet er klædt i kærlighed.