Alternativet til en dødssejler

I bogen ”Institutionernes tyranni” skriver Bertel Harder, at hvad der er godt for en borgmester, ofte er skidt for Danmark. I tilfældet udvidelse af Aarhus Havn er det næsten omvendt. Borgmester og havneformand Jacob Bundsgaard (S) har stået i spidsen at sikre havnens fremtid. Ikke kun til gavn for Aarhus, men til fordel for flere generationer i hele landet. Mærket af massive og ikke altid berettigede angreb, står Bundsgaard ikke upåvirket tilbage. 

Havneudvidelsen har været nyere tids største enkeltsags-diskussion i byen. Debatten har strakt sig over flere år og til sidst havde Bundsgaard både som borgmester og som havneformand bragt sig i en position, hvor der kunne rejses tvivl om hans kasketter, og hvor han tilsyneladende ikke kun gøre noget korrekt. En bred politisk aftale var eneste udvej. Den er nu omsider landet, og det er en delikat situation for politikerne fra Socialdemokratiet, de konservative, Venstre og SF at få en af de helt store aftaler i deres politiske karrierer halet hjem og samtidig fremstå så afdæmpet, som det er nødvendigt. Jorden er endnu for varm til sejrsdans.

I sagen om havneudvidelsen har borgerinddragelsen været ganske omfattende med høringsprocesser, nyskabende paneler, borgerbreve og samlinger. Den kommunale forvaltning, politikere, borgere og interesseorganisationer har kastet imponerende mange kræfter i det arbejde. Så mange, at ingen kan eller vil automatignorere resultatet, heller ikke politikerne. Men inddragelse er ikke nødvendigvis lig med indflydelse. 

Det er ikke ualmindeligt, at modstand mod nye initiativer ofte fører til kritik af processen. Er man uenig i målet, kan man angribe vejen dertil. Det ved politikere, frivillige i foreninger og erhvervsledere, der er valgt eller udpeget til også at tage beslutninger, der gavner den store dagsorden og ikke altid den, der bliver råbt højest om. Magtfuldkommenhed er blevet en ganske anvendt beskyldning mod flertalsbeslutninger i demokratiske forsamlinger. Vildfarelsen er den mest bekymrende.

Måske er vi bare ikke vant til politikere, der ikke kun tør formulere en ægte vision, men også har mod og vilje til at føre den ud i livet, selv om den mest iørefaldende del af folkehavet er i mod. Regeringens ønske om at afskaffe store bededag er et andet eksempel på politikere, der tør tage ansvar, men hvor kritik af processen overdøver det helt grundlæggende; at landet har brug for reformer og for politikere, der tør føre dem ud i livet. Folkevalgte er valgt til ikke blot at vejre folkestemningen, men til at tage ansvar for den udvikling og de løsninger, der handler om mere end en påstået tiltrængt hviledag blandt alle de andre eller en forandret Aarhus-bugt. En stor del af Aarhus’ velstand, som vore generationer nyder godt af, skyldes havnen. Vi skylder byens efterkommere samme muligheder. 

Med en aftale om udbygning af havnen kan borgmesteren føje endnu et punkt til en efterhånden lang liste af resultater, der på mange måder gør ham til vor tid og vor bys Christian IV: Kongelundsprojektet, helhedsplanen for Gellerup, Marselistunnellen og nu havneudvidelsen er monumentale forandringer, der vil påvirke vores by i de kommende generationer. Det kan godt være, at Christian IV blev blind på sit ene øje under den lange regeringsperiode. Men hans markante fysiske aftryk beundres den dag i dag og betegnes som en del af vores samfundsidentitet.