Nu går den vilde top 6-jagt ind
AGF må og skal med i årets slutspil med fem - på papiret - overkommelige kampe. Der er høje forventninger til den hjemvendte søn, Duelund.
På fredag skal vi langt om længe ud af vores Superliga-vinterhi, når AGF skal til ’Nordens Paris’ for at møde bundholdet AaB.
En historisk lang vinterpause - på grund af VM i fodbold - i en historisk tæt Superliga, gør dette forår til en særdeles spændende affære.
AGF har overvintret på en ottendeplads - blot to point fra det forjættede top 6-land - og med et - på papiret - overkommeligt kampprogram i de resterende fem kampe i grundspillet med modstandere, der udover AaB hedder Silkeborg IF, AC Horsens, Randers FC og OB.
Personligt ser jeg frem til noget så sjældent som fredagskamp på Ceres Park mod AC Horsens og et brag af et lokalopgør mod FC Randers på udebane.
Det skulle gerne resultere i en plads i slutspillet, når grundspillets sidste kamp er spillet 19. marts hjemme mod OB.
Jeg tror og håber på, at de hjemvendte sønner slår til og kan forløse efterårets haltende offensiv.
Udover et overkommeligt kampprogram er der ingen pokalturnering, der skal bruges kræfter på, så den erklærede målsætning om top 6 bør gå i opfyldelse.
De hjemvendte sønner
AGF-truppen har fået forstærkninger i skikkelse af svenske Felix Beijmo, Peter Bjur og sidst men absolut ikke mindst Virup-drengen Mikkel Duelund. Alle ser ud til at kunne glide ind i en startopstilling bedømt af fra den sidste testkamp imod de svenske mestre BK Häcken, hvor det blev til et 1-3-nederlag.
Duelund kan helt sikkert løfte AGF-offensiven sammen med en forhåbentlig formstærk og skadesfri Mikael Anderson. De har evnerne med deres målfarlighed og kan også fodre topscorer Patrick Mortensen. Jeg tror og håber på, at de hjemvendte sønner slår til og kan forløse efterårets haltende offensiv, hvor AGF blot scorede 19 mål i 17 kampe.
Årets træningskampe kunne tyde på, at Uwe Rösler pønser på et systemskifte, hvor to deciderede angribere ikke nødvendigvis er på tale, og hvor der muligvis kan være fire forsvarsspillere i startopstillingen i en fortsat stabil defensiv. AGF har et af Superligaens bedste forsvar, hvor der blot er scoret 18 mål mod rutinerede Jesper Hansen.
Så hvis top 6-jagten skal ende med gevinst, er opskriften ganske simpel: De offensive kræfter skal mere i spil, og der skal blæses til angreb.
Du kan i øvrigt teste din viden om byens hold her og se, om du er ligeså dygtig som fanklubformand Anja Lilli Beikes i Din Avis Aarhus’ AGF-quiz .