For sammenhængskraftens skyld
Den nye SVM-regering har fremsat et lovforslag i Folketinget om at afskaffe Store Bededag.
Forslaget kom til offentlighedens kendskab før jul, da statsminister Mette Frederiksen løftede sløret for nogle af de aftaler, der, som led i de lange forhandlinger, var indgået mellem de tre regeringspartier.
Forslaget skal, hvis det vedtages, skaffe flere penge i statskassen, der efterfølgende skal bruges til at finansiere de øgede forsvarsudgifter. Statsministeren gentog regeringsforslaget om at afskaffe Store Bededag i sin mere højtidelige tale til nationen nytårsdag.
De kirkelige traditioner styrker sammenhængskraften i vores samfund
Der er allerede fra forskellig side fremkommet mange reaktioner på regeringsforslaget. Fra kirkens side er reaktionerne forståeligt nok heller ikke udeblevet. Og jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke er den eneste præst, der som det allerførste tænkte, da forslaget lød i december: Åh nej! Alt det bøvl det vil give for de mange familier, der for længst har planlagt konfirmationsfest Store Bededag! – I omkring 45.000 familier om året arrangeres der konfirmationsfest for en søn eller en datter. Og hvis vi anslår, at hver konfirmand i gennemsnit har omkring 25 mennesker med til fest, ja, så er det faktisk på den anden side af 1.000.000 mennesker, for hvem det er nødvendigt at have en fridag for at kunne deltage i familiens festligheder. Og i mange kirker holdes der netop konfirmationer Store Bededag. Det gælder også i Beder Kirke.
Hvis et flertal i Folketinget afskaffer Store Bededag ved kongelig resolution uden forinden at have inddraget folkekirken i substantielle drøftelser angående regeringsforslaget, så vil det være et brud på den lange tradition for, at folkekirken regulerer i eget hus, at regering og Folketing er yderst tilbageholdende med at blande sig i kirkens indre anliggender.
Denne tilbageholdenhed holdes heldigvis stadig noget på plads af udsigten til vælgerlussinger, såfremt Folketingets politikere piller ved de kirkelige begivenheder, der nyder bred folkelig tilslutning som for eksempel julen og dens helligdage.
Forslaget om at afskaffe Store Bededag føres fra regeringens side frem med økonomiske argumenter. Men andre typer af argumenter taler for en bevarelse af Store Bededag som både helligdag og fridag. Traditionen med at give de tusindtallige familier en fridag til at kunne benytte helligdagen som konfirmationsdag er blot ét argument.
Et andet argument er, at det næppe er flere arbejdsdage, befolkningen som helhed hungrer efter. Det er snarere det modsatte: flere fridage, flere pauser, flere åndehuller i et tempofyldt arbejdsliv. Vi lever i et land, hvor stress er skyld i 1.000.000 fraværsdage årligt. Så muligheder for afstresning – inklusive en helligdag som Store Bededag uden arbejdsforpligtelser – kunne sikkert hurtigt, hvis antallet af stressramte nedbringes, generere økonomiske midler til et forsvarsbudget.
Et tredje argument er, at Store Bededag ligesom de øvrige helligdage, der udløser en fridag, giver os alle mulighed for at standse op og besinde os på det, vi er fælles om, og som i de dybeste lag binder os sammen som nation, hvilket blandtn andet er kristendommen og vore traditioner i tilknytning til de kirkelige højtider.
Da kong Christian d. 4. i sidste halvdel af 1500-tallet ville styrke gudsfrygten i landet, skete det under parolen: Fromhed styrker rigerne! En opdateret version af denne parole kunne lyde: De kirkelige traditioner styrker sammenhængskraften i vores samfund! Der kan således også være god politisk grund til at bevare Store Bededag som en national fridag – for sammenhængskraftens skyld.