Stol på at det vil lysne

Stol på at det vil lysne! Sådan lyder titlen på en svensk bog. Det er også gode ord at høre og gentage for sig selv, når man kæmper sig igennem de mørke vinterdage. 

Og måske har vi i særlig grad i år brug for at se frem mod lysere tider – i mere end én forstand. De sidste par år kan føles som mørke og tunge. Pandemi, krig og krise har rystet vores verdensbillede. Det kan opleves som om, at alt det, der hører mørket til, står i kø for at vælte ud over verden. Hvorfra skal man hente mod og håb, når verden synes at være i kaos?

»Stol på at det vil lysne« siger den svenske forfatter og fortæller samtidig om, hvordan daggryet er den bedste tid på dagen for ham. Det er det daglige skifte fra mørke til lys, han er blevet afhængig af. Hver morgen suger han morgenlyset til sig, som var det en forsyning af nødproviant. For, som han siger, så er der noget dybt håbefuldt i at være med ved overgangen fra nat til dag. Noget betydningsfuldt og håbefuldt ved at følge lysets gradvise, næsten umærkelige sejr over alt det mørke og sorte. 

Enhver af os, der har oplevet en solopgang, har været vidne til det samme: nemlig at lyset kommer gradvist. Langsomt får det mere og mere magt. Som en morgenstund der stille, men sikkert lader lysstråler nå ud over verden. Og vi, der ser på, mærker lysets forvandlingskraft og bærekraft. Vi mærker nærmest instinktivt, at med daggryet og med lyset følger liv og håb. En ny dag og dermed nyt liv har taget sin begyndelse. Sådan har hver solopgang sin egen forkyndelse. Forkyndelsen om at i kampen mellem lyset og mørket taber mørket altid. 

Lyset kommer ganske vist gradvist og stille, men det kommer dog sikkert. Det fortæller enhver morgengry os. Det samme fortæller den kristne tro os. At ind i mørket sender Gud lyset. At det bærende i verden ikke er mørket og tomheden, men lyset og livet. At lyset i sidste ende altid viser sig stærkere end mørket. Og mens vi er i de mørke dage, må vi stole på, at det igen vil lysne. 

Det samme oplever en yngre kvinde, der en morgen ringer hjem til sin far. Hun har læst nyheder, og det er som om, håbet nu siver ud af hende, og hun i stedet for bliver fyldt af opgivenhed og tomhed. Hun er så bekymret for verdens tilstand, at hun må ringe hjem til sin gamle far for at finde trøst. 

Formentlig er den unge kvinde ikke alene med den oplevelse. En ny undersøgelse viser, at et stigende antal danskere aktivt undgår at læse nyheder, fordi de føler sig triste over de mange negative beretninger fra ind- og udland. 

Og de fleste af os kan vel nikke genkendende til den lammende oplevelse, der kan opstå, når håbet siver ud af en. Og netop sådan kan man i den her tid indimellem opleve det, når man pløjer sig igennem de utallige bekymrende nyheder om krig, katastrofer, ødelæggelser og menneskeskabt kaos, som vi bliver bombarderet med. 

Da den unge kvinde ringer for at finde trøst hos sin far, får hun et svar, som hun ikke har regnet med, men som alligevel er med til at åbne hendes blik. Hun fortæller selv sådan her: ”Så siger han til mig: Lea, som et kristent menneske er du forpligtet til at håbe! Det ramte mig. For det er jo rigtigt.” 

Det er håbet, glæden over livet og troen på Guds godhed, der går som en rød tråd gennem hele den kristne fortælling. Det er ligesom kernen eller fundamentet i vores kristne tro: at alting starter og ender med glæde. At godheden i sidste ende viser sig større og stærkere end alt det ødelæggende. Og mens vi er i mørke, må vi stole på, at det igen vil lysne.