Præsteklumme: Guds glasgennemsigtige nærvær
På alterudsmykningen i Elsted Kirke hænger der yderst på en af de nederste udgreninger til højre en lille engel i glas. Den er egentlig ikke en del af alterudsmykningen, men en fra menighedsrådet har hængt den dér. Den vækker med sin gennemsigtighed ikke den store opmærksomhed, man kan nærmest bedst se den på dens skygge, men måske netop derfor hænger den godt lige der.
Når jeg står foran alteret, holder den mig ved selskab. Man kan til tider nemlig godt føle sig lidt afskærmet fra resten af menigheden dér i korbuen og derfor føle sig en lille smule ensom, selvom jeg jo ikke er alene.
Alterudsmykningen er fra 1995 og lavet af Bent Exner. Den kan med dens abstrakthed tolkes på mange forskellige måder, og der er faktisk ikke noget kristent i den som sådan. Hverken et kors eller Jesus af afbildet i den.
I et gammelt katalog, Ny kunst i gamle kirker (også fra 1995), udtaler Exner, at udsmykningen dog peger op mod korset i kalkmaleriet ovenfor, og at den har sit rodnet i underverdenen.
Kunstværket bliver således en grafisk opstigning fra død til sejr. Det viser noget alment menneskeligt: At vi alle dagligt må stå op fra de døde og få livet. Til et andet af sine kunstværker uddyber Exner dette: Ethvert menneske kender til både lys og mørke, besværligheder og håb i sit liv. Og ethvert menneske har brug for tro på, at det, trods lidelse, kan lade sig gøre at komme sejrrigt igennem livet.
Jeg selv ser i udsmykningen et bål med levende ild og forkullede grene og aske i bunden. Man kunne her tænke på Gud, der som en brændende busk henvendte sig til Moses. Et barn, der besøgte kirken, skulle endda engang klogt have identificeret den store guldkugle nederst blandt de mørke snoninger netop som Guds stemme.
Vi har altså livets ild i fuld blus. Og selv det, der brænder op, forsvinder ikke, men bliver blot til aske. Og under alt det, både liv og død, er Guds stemme. Guds tilstedeværelse er altså ikke kun i korset foroven og i fremtiden, som livet rækker en lang flamme mod. Den er også under os og bærer os, ligegyldigt hvor store eller små vores flammer er.
Og den lille glasengel tilføjer, at Gud også er med os i det skjulte – uden at trække den store opmærksomhed til sig og næsten ikke til at få øje på. Men rar at have til at holde en ved selskab.