Præsteklumme: »Hvorfor tror vi så dårligt om de unge?«
Du fylder rundt! Og du har besluttet dig for, at det skal fejres. Forestil dig nu situationen: Lidt efter invitationerne er sendt ud, møder du en kollega over en kop kaffe, som så stiller dig spørgsmålet: ”Gør du det egentlig for festens skyld?” Du får næsten kaffen i den gale hals og lynhurtigt flyver tankerne igennem hovedet på dig. Ja, selvfølgelig. Og af mange grunde. Det er da rigtig skønt at kunne fejre livet med mennesker, man holder af og som betyder noget. Når du tænker over det, er der en dyb taknemmelighed over, at de er i dit liv. Men inden du får formuleret tankerne højt, kommer kollegaen allerede med det næste spørgsmål:
”Eller holder du fest for gavernes skyld?” For gavernes skyld?! Sagde han det? Det er da topmålet af uforskammethed! Hvad regner han dig egentlig for? For gavernes skyld? Du fnyser. Sikke et fjols at stille sådan et spørgsmål. Skal du virkelig svare på den slags insinuationer? Det er langt ude. Nej, selvfølgelig er det da ikke for gavernes skyld. Det er, fordi du virkelig værdsætter alle de mennesker, der har været der for dig gennem årene. Og stadig er der. Og hvis du skal være lidt mere højtravende, så er der også noget skønt i at vide, at når du nu træder ind i et nyt årti, som ingen ved, hvad bringer, så går de ind i det årti sammen med dig. Det lyder flot, men det er sådan det er. Og hvis det ikke er værd at holde fest for, så ved du snart ikke…..
Vi træder ud af tankeeksperimentet. Så uforskammede kolleger, har du da heldigvis ikke. Og godt for det. I disse uger lander invitationerne til forårets konfirmationer rundt omkring i postkasserne.
Der skal være fest. Det er dejligt. Og alligevel får konfirmanderne gang på gang på gang stillet de samme uforskammede spørgsmål. ”Er det for festens skyld? Er det for gavernes skyld?” Hvorfor tillader vi det? Hvorfor tror vi så dårligt om de unge? Hvorfor tillægger vi dem motiver, som vi ville blive sårede over selv at få skudt i skoene? Kunne man forestille sig, at forklaringerne er nogenlunde de samme? At de er taknemmelige for at have så mange gode mennesker omkring sig. At det føles trygt at vide, at de mennesker også er der i den nye livsfase, de går ind i. At det måske I virkeligheden handler om at blive bekræftet, både for fødselaren og konfirmanden.
De og vi har brug for at mærke, at vi hører til og er holdt af. Det er ret grundlæggende. Og konfirmanderne er bare så heldige, at de den dag også bliver bekræftet af Gud: De hører til og er holdt af. Det er værd at holde fest for.