Et godt smil

Vi danskere er ikke altid så rummelige overfor, når andre taler dansk med accent. 

Jeg husker, da jeg som ung deltog i en international ungdomslejr, og en amerikansk pige udbrød med stor entusiasme: »Åh, jeg elsker at høre alle de måder, som folk taler engelsk på!« Elsker vi i grunden det? Værdsætter vi, at mennesker fra hele verden gør sig umage og taler dansk med alverdens forskellige accenter? 

I sidste uge talte jeg med én med en charmerende accent, som han selv er lidt flov over. Og måske var det kombinationen af denne charmerende accent og min dårlige hørelse – pludselig åbnede der sig en poetisk sprække, som kastede et gyldent lys over vores begges liv. 

Min samtalepartner er kommet i Gellerup kirke siden begyndelsen af 1980’erne, hvor han kom til Danmark som politisk flygtning. Hvorfor kommer han i kirken? Han gav mange grunde. En af dem var: »Vi kommer også i kirken for at få en god smil.« Jeg kunne ikke helt høre, hvad han sagde, så jeg måtte spørge: »Sagde du ”Guds smil” – eller sagde du ”et godt smil”?« Han tænkte lidt – og sagde så: »Jeg mente faktisk ”et godt smil” – men ”Guds smil” er bedre. Er det ikke derfor, vi kommer? For at få Guds smil?.« Og samtidig fortalte han, at han også oplever, at han får så mange gode smil i kirken, fra alverdens forskellige mennesker. Og lever vi ikke af begge dele? Guds smil – og menneskers smil. 

Om søndagen døbte jeg en lille dreng med det største smil. I en alder af fire måneder er han lige dér i sin udvikling, hvor han har opdaget sine forældres øje – og andre menneskers øjne. Og når han fanger de øjne med sine egne og smiler, så får han kæmpestore smil igen! Man kan bare ikke lade være med at smile! Smilene spejler sig i hinanden. Hvem giver – og hvem modtager? Det er ikke til at sige! Men der er ingen tvivl om, at når den lille dreng modtager så mange store, glade smil, så grundlægges der noget dybt i hans sind, som er umisteligt, uanset hvordan livet så vil forme sig. 

Guds smil. Det lyser over os, når vi sidder i kirken. Og det lyser over os hver eneste dag. ”Den, som elsker menneskene, elsker også deres glæde”, skriver den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. 

Gud lader sit smil spejle i vores sind. Og han ønsker, at vi skal se på hinanden med det smil. Smil har ingen accent. Og hvis de havde, så var det bare med til at gøre verden større og endnu mere farverig.