Krudt, kugler og helligdage

Så er det nye år allerede godt i gang. Hvad der venter os, ved ingen, men vi har lov til at tro og håbe på, at året byder på flere glæder end sorger. Men knap er året begyndt, før statsministeren med alvorstunge miner endnu engang gør os det klart, at noget af det, vi må forvente af det kommende år, er, at store bededag afskaffes som fridag. 

For der er brug for os – alle sammen – vi skal arbejde, arbejde, arbejde mere. Efter først for mig selv at have konstateret, at det da kun bidrager til min træthed, at statsministeren åbenbart tror, at jeg hopper på den af hende opfundne sammenhæng mellem afskaffelsen af store bededag og finansiering af forsvaret, så vågner jeg alligevel op ved tanken om, hvad afskaffelsen af bededag som fridag siger om vores forståelse af livet. 

For det er klart, at der er økonomer, som kan regne sig frem til, at det faktisk giver meget god mening, at vi arbejder mere og dermed bidrager til vores fælles liv – hvad enten økonomien bruges til topskattelettelser, forsvaret, hospitalerne eller noget helt fjerde. Og hvis vi alle fulgte deres tilgang til livet så kan vi da bare fortsætte afskaffelsen af helligdagene. 

Tænk hvor meget krudt og kugler vi kunne få, hvis vi hverken holdt jul, påske eller pinse 

Men hvem tør regne ud, hvad der sker med os og vores samfund når vi fjerner de små kommaer, som helligdagene er. Eller hvilket samfund vi mon ville have haft, hvis vi aldrig havde haft helligdagene? 

Hvordan mon vores liv ville være, hvis vi altid kun gør det, der er rationelt og kan betale sig? Ja, jeg er sikker på, at verden ville se anderledes ud, hvis ikke vi turde tro på det, der er større end os selv. Hvis vi troede, at alt skal kunne måles, vejes og regnes ud med økonomernes regnemetoder. 

Vi har lige fejret jul og markeret, at et barn er født i Betlehem. Ikke hvilket som helst barn, men et barn, der forandrer og forvandler verden og vores syn på hinanden. For med det lille barn får verden en ny målestok. En målestok, der ikke bare regner sig frem til, at de stærkeste vinder og at vi hver især må klare os selv. 

Eller at vi får som fortjent, for alt det væsentlige i livet kan vi ikke gøre os fortjente til, men får det givet som en ufortjent gave. Vi har fået en målestok, der giver plads til det, vi ikke kan måle og se. Den målestok skal vi huske, og derfor har vi brug for pauserne, de små kommaer, som friheden på vores helligdage giver os. Ellers går det hele bare ud i et. 

Kirken skal nok klare sig selvom det skulle ske, at regeringen har held med deres planer om store bededag. Og vi kan sagtens samles og fejre dagen uden at det er i kalenderen over helligdage, hvor folk har fri. Men spørgsmålet er, hvordan vi som samfund klarer det? For selv med et stærkere forsvar kan alt det vigtigste her i livet ikke forsvares.