Nu tændes tusind julelys

Det er utroligt, hvad kæder af små bitte lys kan gøre i vinterkuldens mørke tid. På engelsk kaldes lyskæder for fairy lights, hvilket er en anelse mere eventyrligt og på en bedre måde beskriver den hygge, de små lys kan vække. Som små stjerner på jord lyser de op og gør vintermånederne en smule nemmere at overskue, når de sådan stråler til os.

Op til december var jeg overraskende bekymret for, hvordan vi skulle klare os igennem vintermørket, når den ene butik efter den anden varslede ikke at ville sætte de traditionelle julelys op for at spare på strømmen (eller i hvert fald sende et solidarisk og moralsk budskab).

Men mine bekymringer viste sig heldigvis at være ligegyldige. Måske er der ikke lige så mange julelys, som der kunne have været, men bevæger man sig ned ad gågaden i Aarhus bliver ens hjerte igen i år heldigvis vækket af det lys, der vælter ned over en og spejler sig i ens øjne, der begynder at glimte – og man må næsten skimme lidt for ikke at blive blændet.

Jeg har hvert år op til jul Emmy Köhlers Nu tændes tusind julelys fra 1899 på hjernen, og måske er det afledt af alle kæderne med deres tusinde små julelys. De tændes nemlig over hele jorden (mørk og rund, som salmen synger), og stråler fra jorden og afspejler de tusind stjerne, der stråler ned fra nattehimlen.

Salmen taler om forskellige slags lys (og ingen af dem er nok små LED-lamper) og knytter lysene, vi tænder i vores hjem sammen med lyset sendt fra Gud: Julebuddet om, at Gud sendte sin søn til jorden et barn, der kom til verden som det lys, der skulle bryde mørket og bringe tro, håb og kærlighed til alle. 

Og vigtigst af alt (vurderer jeg ud fra, at det står i sidste vers), beder vi om, at Guds kærlighed vil stråle ind i ethvert hjerte, tynget af mørke og tristhed. For det er det, lys kan - om det er levende stearinlys, stjerneskær eller LED-lys vække et lille håb om, at selv det dybeste mørke vil vige på et tidspunkt.