Debat: Smilet i Aarhus er truet af besparelser
Initiativgruppen "Pas på Aarhus" opfordrer til, at aarhusianere viser deres modstand mod kommunens spareplan.
Over 4.000 høringssvar har vores byrådspolitikere modtaget fra aarhusianere, som er berørte og oprørte over udsigten til de mange besparelser, der vælter ned over vores by. Sparekataloget indeholder forslag til besparelser på personale på alle velfærdsområder: børn og unge, sociale forhold og beskæftigelse, sundhed og omsorg samt kultur og borgerservice. Besparelserne rammer os alle.
Det er alt fra kulturtilbud til de mindste i børnekulissen, skovbørnehaver, Natursamarbejdet, skoleelevernes adgang til byens kulturtilbud og mulighed for undervisning om LGBTQ+ og understøttelse af mobbeindsatser i skolen er truet. Også væresteder for socialt udsatte i midtbyen og i Gellerup står for skud. Der er udsigt til lukning af lokale biblioteker og nedlukning af en busrute, som binder byen sammen. Der er lagt op til besparelser på specialskoler, kørsel af børn med handikap.
Det kreative værksted, et fristed for voksne udviklingshæmmede og Musik & Medieværkstedet et dagtilbud for voksne med fysisk eller psykisk handikap skal måske lukkes. Ca. halvdelen af oplevelsesmedarbejderne på plejehjem skal spares væk og ældres klippekort til gåturen forsvinder. Helt centrale kultursteder som Bora Bora, teater Katapult og HeadQuarters foreslås enten lukket, gjort hjemløse eller flyttet til helt uegnede lokaler, hvor de ikke længere vil kunne fungere som kulturskabere og -formidler. Det er blot nogle af de voldsomme besparelser, der er på tapetet.
Vi håber, at de mange tusinde borgere, der har skrevet høringssvar, også vil med en tur til rådhuspladsen på mandag den 5. december kl. 16.15 – hvor vi kollektivt vil vise politikerne, at de er i gang med at fjerne meget af det, der skaber sammenhængskraft og værdi i vores by. Alt det, der betyder noget særligt for aarhusianerne er sat på spil. Derfor samles vi under parolen Pas på Aarhus.
Vi opfordrer alle til at møde op fint dekoreret med lyskæder, skilte og bannere.