22 millioner kroner ud af vinduet
Et flertal i Aarhus Byråd har besluttet at sælge det historiske badehotel Saxild Strand. Det synes jeg er en stor skam. Men hvad værre er, så sælger byrådspartierne det til en meget lav pris.
Forestil dig følgende: Du har et gammelt og lækkert sommerhus. Det ligger lige ud til vandet i et naturskønt område. Det er lidt nedslidt, og du synes ikke, du har råd til at renovere det. Derfor beslutter du dig for at sælge det.
De ældre i familien er godt nok glade for sommerhuset og bruger det tit. Men dem tænker du ikke så meget på. Og du spørger dem heller ikke, om det er en god idé at sælge sommerhuset.
Du får en række tilbud fra interesserede købere. Én byder 20 millioner kroner. En anden byder 42 millioner kroner. Du vælger selvfølgelig det sidste bud, ikke?
Selvfølgelig gør du det!
Men sådan fungerer det ikke i Aarhus Byråd. Her har et flertal af partierne i byrådet nemlig besluttet at sælge det historiske badehotel Saxild Strand, som ligger i Odder Kommune, men som Aarhus ejer. Kommunen har brugt det til rekreationsophold til ældre. Og rigtig mange ældre har været glade for deres ophold.
Men nu skulle det være slut, og derfor blev det sat til salg. Og så skete der det magiske, at der kom et bud på hele 42 millioner kroner fra en interesseret køber, som ville lave friplejehjem på stedet, og dermed stadig give ældre mulighed for at benytte de historiske rammer. Men der kom også andre og lavere bud, herunder et bud på 20 millioner kroner fra en køber, som vil lave et badehotel på stedet.
Og ja, du gættede rigtigt. Flertallet i byrådet valgte at følge borgmester Jacob Bundsgaards ønske om at sælge det historiske badehotel til 20 millioner.
Altså 22 millioner kroner mindre end det højeste bud på 42 millioner.
Det er helt skørt, hvis du spørger mig. Især i en tid, hvor pengene er knappe, og hvor der er lagt op til besparelser på velfærden. Derfor stemte jeg selvfølgelig også imod salget.
Men et stort flertal i byrådet så anderledes på det. Med salget bliver der solgt ud af arvesølvet til en meget lav pris, fordi borgmester Jacob Bundsgaard sammen med Odder Kommune ønsker at omdanne Saxild Strand til en turistattraktion i stedet for det dejlige sted for rekreationsophold for ældre, som det har været i mange år. Det synes jeg er en stor skam.