Debat: Nogen skal flyttes væk, for at andre kan købe sig ind - Smag selv på tankegangen

Forløbet om Randersvej-helhedsplanen har afdækket et ganske vigtigt problem i forholdet mellem bystyre og indbyggere.

Beboerne i Risvangen trådte frem med vrede mod byrådet, fordi de ikke var blevet orienteret om planforslaget. Nu har de så, som konsekvens af vreden, dannet eget fællesråd, og det er jo godt.

Men forløbet bør give byrødder og forvaltere anledning til eftertanke over aarhusianernes oplevelse af ”deres” kommune.

Jo, forslaget om helhedsplan var avisomtalt og udsendt til fællesrådene. Men læser aarhusianerne avisen? Og er de i kontakt med ”deres” fællesråd? Nogen læser. Og nogen er i kontakt, nogen steder mere end andre. I Risvangen tilsyneladende ikke.

Hvis mange aarhusianere oplever, at byrødder og forvaltere er lidt ligeglade med dem - oplever, at byråd og forvaltning har det sådan med dem og deres huse, at de og deres huse ”bare” er noget der, efter kommunens mening, ligger i vejen for byudviklingen, ja, så bør det anses som et demokratisk problem.

Byråd og forvaltning har i denne sag for så vidt ikke gjort noget galt. Der er holdt møder. Der er sendt breve til fællesråd.

Men har man gjort det rigtige? Har man givet de nuværende beboere, grundejere, det indtryk, at der planlægges også for dem?

I Foreningen for Bykultur mener vi, at en vigtig del af byens kultur er, at indbyggerne oplever, at byrødder og forvaltning faktisk også planlægger for de nuværende aarhusianere. At de nuværende beboere og deres hjem ikke blot er ”noget”, der tilfældigvis ligger i vejen for kommunens planlægning for fremtidige beboere. Man kunne måske sige det sådan, at det ikke kun er ønskeligt, at borgerne engagerer sig i byens udvikling – men at det også er ønskeligt, at politikerne engagerer sig i borgernes liv – især når man planlægger at lave om på det! Og ikke mindst: at det er kommunens opgave at sikre sig et indtryk af, om kontakten er der.

Det er godt, at kommunen skriver til fællesrådene – men kommunen bør sikre sig en fornemmelse af, om den vej til kontakt med indbyggerne er tilstrækkelig.

Problemet er ikke blot et kommunikationsproblem. Byråd og forvaltning sætter jo processer i gang, når planforslag udsendes.

Det er forventeligt, at ”byudviklere” vil gå i gang med at opkøbe ejendomme, der ifølge planforslaget vil kunne mer-bebygges med fortjeneste. Jamen, er det ikke en privat sag? Den enkelte kan jo ”bare” lade være med at sælge! Men når nogle sælger til ”byudviklerne”, bliver de huse ikke længere vedligeholdt – de skal jo rives ned! - og området nedslides hurtigere, selvom de fleste siger nej til projektmagerne.

Det er netop den mekanisme, der er kendt af de aktuelle beboere i Risvangen. Derfor oprøret mod planforslaget. Derfor dannelsen af fællesråd.

Randersvej-helhedsplanforslaget opererer med udvikling af en bymæssighed langs letbanen. Det er bare ikke samme model som bymæssigheden langs Silkeborgvej, der jo gøres smallere. Der er ikke mange caféborde på midterrabatten i Frederiks Allé/de Mezas Vej – det bliver der nok heller ikke i midterrabatten i Randersvej – ikke engang ved letbanestoppestederne.

Andre planer illustrerer problemernes mere dybtgående karakter, særligt nedrivningsplanerne i Gellerup.

Det gamle Brabrand-Årslev sogneråd og arkitekt Blach Petersen udarbejdede Gellerupplanen som en helhedsorienteret plan, der skulle at skabe gode rammer om menneskers tilværelse: gode boliger med lys og luft (lav bebyggelsesprocent), kort afstand til rekreative funktioner, trafikfredelighed for fodgængere og cyklister internt i boligområdet og biltrafik i en ydre ring, kort afstand til kulturelle tilbud (skole, bibliotek, teater, svømmehal, kirke), lokaler til foreningsdrift inde i selve boligblokkene, mest kendt håndbryggerlauget. kort gangafstand til indkøbsmulighed, institutionsforsyning internt i området, så biltransport af børn ikke var fornøden, kort afstand til industri-, kontor- og service-arbejdspladser ved Edwin Rahrsvej. I senere byfornyelses-projekter også havebrug mellem blokkene.

Sådanne planlægningshensyn blev senere vedtaget som gældende for byudvikling i hele Aarhus (”Samtidighedsprincippet”, ”formel bolig-arbejdsplads-balance”).

Nedrivningsplanerne i Gellerup har som formål at skabe ”en mere hensigtsmæssig beboersammensætning” - nogen skal flyttes væk, for at andre kan købe sig ind. Smag selv på tankegangen – den lyser ikke af empati for de aarhusianere, som aktuelt bor i området – de aarhusianere, som udgør en ”uhensigtsmæssig beboersammensætning”.

Bykultur er også respekt for de tanker, som historisk er nedfældet i byudviklingen. Ikke mindst når der faktisk har været grundige overvejelser om byen – bydelen – som ramme om menneskers liv. Hack Kampmanns byplan fra 1898 lagde vægt på bygnings-skønhed og gaderums-skønhed som et vigtigt aspekt af rammen. Blach Pedersens Gellerup-projekt havde andre funktionaliteter. Arkitekturpolitikken fremhæver med rette kontinuiteten som noget vigtigt. Ikke at alt skal bevares – men det skal dog gerne være sådan, at nyt skal spille sammen med det ældre.

I kommuneplan 1988-1996 blev kommunen beskrevet i form af en hovedstruktur og 28 lokalsamfund. Byrådet lod afholde møder med deltagelse af indbyggere, embedsmænd, politikere, i de enkelte lokalsamfund, hvor man dels debatterede de konkrete rammebestemmelser for de enkelte delområder i lokalsamfundet, dels debatterede lokalsamfundets offentlige, kollektive og private funktioner – bibliotek, skole, idrætsarealer, kollektiv trafikbetjening.

I alle aktuelle forslag til lokalplaner har byrådet besluttet, at planrekvirent og forvaltning skal besvare spørgsmålet: hvad bidrager planen med til byen? Tilsvarende vil det også være godt, hvis forslag til ændring/nedlæggelse af institutioner eller funktioner også besvarer spørgsmålet: hvad taber hvilke brugere/beboerne i lokalområdet – og for den sags skyld i hele kommunen - ved nedlæggelse af Hasle Bibliotek, Skovbørnehaverne, Naturcenter Sølyst og andre institutioner, der påtænkes nedlagt eller omlagt?

Foreningen for Bykultur ser meget frem til, at realiseringen af byrådets arkitekturpolitik og politik for borgerinddragelse vil ske på en måde, så aarhusianerne også oplever en politiker-inddragelse - en respekt for og empati med de mennesker, som bebor de dele af byen og de funktioner, man vil omdanne.