Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Alene på en øde ø

Artiklens øverste billede
Lars Buch Viftrup. Privatfoto.

Vi kender alle godt forestillingen om at havne alene på en øde ø, hvor vores liv bliver barberet ned til de helt basale fornødenheder, og det kommer til at handle om overlevelse.

»Du skal kæmpe i dit ansigts sved for føden, Adam, og i smerte skal du føde dine børn, Eva.« Sådan sagde Gud, da Adam og Eva blev fordrevet fra den trygge have, hvor intet kunne gøre dem fortræd. Og siden da har mennesket kæmpet med naturen og kæmpet for at blive fri af den udsathed, som et primitivt liv i naturens vold betyder.

Vi lever i en lille menneskeskabt boble af tryghed og regulerede rutiner, gennemtænkte strukturer og velorganiserede systemer, der sørger for at vi får løn hver måned med en årlig reguleret lønforhøjelse, at der altid er mad i køledisken, vores børn får deres uddannelser og vores pension står og yngler stille og roligt.

De sidste par århundreder har vi formået at bringe en stor del af menneskeheden ud af den akutte udsathed, som vi altid har levet under. Overalt ser vi os selv og det vi har skabt for netop at sikre os mod naturens luner. Vi lever i en lille menneskeskabt boble af tryghed og regulerede rutiner, gennemtænkte strukturer og velorganiserede systemer, der sørger for at vi får løn hver måned med en årlig reguleret lønforhøjelse, at der altid er mad i køledisken, vores børn får deres uddannelser og vores pension står og yngler stille og roligt.

For tiden er der en serie på DR, der hedder øen, som handler om en gruppe på 13 personer, der skal overleve 30 dage på en øde ø. Helt almindelige mennesker som dig og mig.

Pludselig er vand noget, de skal hente langt væk i et grumset vandhul og filtrere og koge over et bål. Maden skal fanges, slås ihjel, parteres og steges over bål. Og der er ikke meget af den, som vægten afslører, da de kommer hjem 15 kilo lettere. Det er barsk, og deltagerne bliver presset helt ud på kanten af, hvad de formår. Ingen af os ønsker, at menneskeheden skal vende tilbage til denne tilstand.

Men serien afslører også noget af det, vi har tabt i vores moderne boble af overflod og sikkerhed. Først og fremmest, at vi tager det altsammen for givet. Det gælder maden og den moderne komfort. Det gælder også relationerne til andre mennesker. For jeg er da ikke taknemlig overfor den lange kæde af mennesker, der er årsagen til at kødet ligger i køledisken.

En anden ting, serien afslører er, at vi har mistet kontakten til naturen. At være ude under åben himmel i 30 dage og mærke vinden og vandet og sandet hvert eneste sekund var for mange en stor åbenbaring. Men også det at skulle se sin aftensmad i øjnene, inden man slog den ihjel, og mærke taknemlighed over for et dyr, der lader sit liv for at vi kan få noget at spise. Den store fremmedhed, som det moderne liv har skabt mellem os og vores natur, blev pludselig fjernet, og deltagerne oplevede at komme tæt på hinanden og tæt på naturen.

Ikke alle har mulighed for at tage 30 dage på en øde ø, men vi kan alle tage en tur forbi den lokale kirke. Som præst kunne jeg godt tænke, at vi så kirken som et sted, vi kan mødes for at slippe den afstand, der opstår mellem os mennesker og mellem os og naturen. Vores kirker er næsten alle designet til at skabe forestillingen om, at vi sidder i Guds store natur under den store himmel. I kirken øver vi os i taknemlighed over det liv, vi har fået givet.

Når vi døbes, får vi at vide, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, barnet, der endnu ikke som Adam og Eva i Edens have har tilegnet sig den store afstand mellem mig og dig, mellem mig og naturen. I nadveren bliver vi mindet om, at maden er givet os med store omkostninger, der forener os i en stor livssammenhæng.

Når vi dør, lytter vi til ordene: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå”. Selv på den anden side af døden er vi forbundet med jorden. Og måske netop derfor starter Bibelen i haven, men den slutter i drømmen om, at jordkloden bliver én stor grøn by, hvor naturen og kulturen smelter forenes i en ny og gensidig sammenhæng.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.