Skru op for varmen

Vi fryser! Men vi fryser for fællesskabet. Trøjerne og de tykke sokker er fundet frem. Opvaskemaskinens timerfunktion har vi fundet ud at bruge. Internettet er fyldt med gode spareråd til os alle sammen.

Og det går nok. Også med de nitten grader.

Der, hvor det ikke går, er, når vi ikke alene skruer ned for varmen i offentlige bygninger, men også gør det i hjertet. Når vi skruer ned for varmen overfor hinanden. Når vi midt i en valgkamp barrikaderer os i hver vores skyttegrav og smider alskens argumenter i hinandens hoveder uden at ænse dem, der fyger imod os den anden vej, så skru op for varmen.

Når naboens løsslupne kanin forvilder sig over på min matrikel og gnasker i salaten, så skru op for varmen. Når folk smutter foran dig i køen i Rema, så skru op for varmen. Når kollegaen for tiende gang spørger dig i stedet for selv at prøve, så skru op for varmen. Også selvom det er fristende at give en kold skulder igen.

På den ene side fryser vi for fællesskabet, og på den anden side er det netop hjertets varme, der styrker fællesskabet imellem os. Og derfor skal vi skrue op, så fællesskaberne i vores land og vores by og vores nabolag bliver styrket.

I kirkerne er der indkøbt tæpper til de mest forfrosne, men derudover kan vi også lade os varme af de ord, der lyder. Et køligt blik eller en kold skulder lå Jesus fjernt. Fællesskabet med ham var hverken en lukket klub eller et snærende bånd. Det var båret af en vilje til at se på den enkelte med omsorg og opmærksomhed. Og på den måde gik han foran og mindede os om, at den bedste varmepumpe i et menneskeliv ligger inde i os. I hjertekulen.