Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ordenes hus

Artiklens øverste billede
Anita Fabricius. Foto: Presse

PORONKUSEMA. Finnerne har et ord for den distance rensdyr kan gå uden hvile, men vi mangler et ord for den kulde som gennemisner os, når venner vælger at dø.

Ordene er væk. Forsvundet. Det er som om jeg går i blinde, i skoven, der omkranser mit lille sommerhus. Før kunne jeg med lethed finde vej. Nærmest løbe. Dukke mig der hvor stammen ligger knækket tværs over stien. Springe over de snørklede rødder, der gør skovbunden ujævn. Gå i en bue uden om pløret ved bækken. Men nu. Nu føles alt sort. Jeg famler mig frem. Går uhyre langsomt. Alligevel rammer min pande gang på gang på faldne stammer. Ja, nogle slag slår mig næsten omkuld. Mine fødder snøres sammen af snørklede rødder. Jeg snubler. Mørket gør pløret usynligt, pludselig står jeg i mudder til anklerne. Sidder fast. Kan ikke komme videre. Lysner det mon igen? Og hvornår?

Der mangler ord for den strøm af varme der løber gennem min krop, når du lægger din hånd på min skulder og giver den et enkelt klem.

MURR MA På sproget wagiman findes der et ord for at bruge fødderne til at søge i vand, men vi mangler et ord for den tid det tager for en sorg at svinde hen.

Inderst inde ved jeg det måske nok. Ved at det bliver lysere. Ved at jeg igen kommer til at gå gennem skoven uden at blive slået omkuld. Uden at snuble. Uden at sidde fast. Altid vil jeg få slag, snuble, sidde fast; men jeg vil rejse mig igen. Og tidsrummene mellem jeg falder til jorden, vil udvides. Vokse. Blive større. Men hvad nu hvis jeg igen kommer til at løbe legende gennem skoven. Springe frem og tilbage over bækkens rislende vand. Gå på line i gamle gummisko og med udslåede arme på den faldne træstamme. Mærke glæden som hurtige pulsslag pumpe rundt i mit system. Hvad nu hvis? Har jeg så glemt dig? Glemt hvad du betød i mit liv?

NAZ På urdu findes et ord for glæden ved at nogen elsker os af hele sit hjerte, men vi mangler et ord for angsten, når vi frygter at minderne sner til.

Der mangler ord for regndråben, der sætter sig på birkens spinkle gren i isnende stille vind.

Der mangler ord for den strøm af varme der løber gennem min krop, når du lægger din hånd på min skulder og giver den et enkelt klem.

Der mangler ord.

I lysningen af min mørke skov, skimter jeg kirken på toppen af bakken. Ordenes hus. Her må jeg ind. Gang på gang; for igen og igen, at få sat ord på alt det vi til daglig mangler ord for.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.