Præsteklumme: Man bliver ikke et bedre menneske af at have hund, men det hjælper

En jødisk rabbiner, en katolsk pater og en protestantisk præst sidder i et tog og taler om livets begyndelse. »Hvornår mener I, at livet begynder«, spørger den protestantiske præst sine kolleger.

»Når æg og sædcelle møder hinanden,« siger den katolske præst.

»Jeg mener nu, at livet begynder,« siger rabbineren, »når barnet fødes og trækker vejret første gang.«

»Men hvad mener du selv,« spørger de andre.

»Jeg mener, at livet begynder, når børnene er flyttet hjemmefra, og hunden er død.«

Hos os er børnene flyttet hjemmefra for længst. Og jeg ved ikke, om vi lider af frygt for at blive gamle, men vi har altså anskaffet os en hund. Jep – sådan en hvid, sød uldtot. Milo hedder han. Vi har kun haft ham i et par uger, og vi er allerede dybt forelskede i det lille væsen.

Min mand har tabt tre kilo af alle de gåture, og jeg har foreslået menighedsrådet i Trige, at vi ansætter ham - altså hunden, ikke min mand - som kirke- og kulturmedarbejder, for aldrig har jeg da talt med så mange mennesker, som siden vi fik Milo.

Lige nu taler vi nu mest om hunde, opførsel, gule sløjfer, kvaliteten af dyrlægen, pelspleje, gnaveben og så videre. Men hvem ved, om Milo en dag også bliver indgangen til snakke om de større ting i livet med de mennesker, jeg møder på min vej.

Jeg har fået fortalt, at Trige engang havde en præstehund, Karlo, som alle vidste, hvem var, så mon Milo kommer til at gå hans (hunde-)fodspor. Alle vidste, hvem præsten var på grund af hunden – smart, ikke?

De gode dyr gør en kæmpe forskel for mange menneskers liv. Og i virkeligheden er det at have en hund helt guddommeligt og indeholder spor af kristendommen på mange planer.

Svend Brinkmann har vældig succes med at stille ting overfor hinanden, og jeg prøver lige at lave ”en Brinkmann”:

Det gør noget ved os at have en hund, vi bliver mere åbne overfor andre mennesker (Vær mod andre, som du ønsker, de er mod dig)

Vi bliver måske også mere rummelige overfor andre og deres måde at være på (Du skal elske din næste som dig selv)

Og hvem andre kan man betro sig til end hos ens bedste ven, hunden (tavshedspligt – man kan være helt sikker på, at det ikke kommer videre)

Og tilgiver man ikke også hurtigt, hvis der er noget der bides i stykker (øvelser i syndernes forladelse).

Hunde kan skabe sig helt vildt (I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden)

Hunde er trofaste (Tro, håb og kærlighed)

Alt dette betyder jo ikke, at man bliver et bedre menneske af at have hund, men jeg tror, det hjælper.

Så nej, livet begynder ikke, når børnene er flyttet hjemmefra, og hunden er død.

Tværtimod – vi har fået et helt nyt liv, efter vi har fået hund.