Debat: Lad fornuften råde i sagen om Rolighedsvej 16A
Allerførst en tak til journalist Danni Paulsen for artiklen om den bevaringsværdige bygning Rolighedsvej 16A (nu Badevej 25 efter vejomlægning, red.), der står og forfalder.
Den juridiske chef i Teknik og Miljø, Torben Simonsen, påpeger, at kommunen har yderst begrænsede handlemuligheder, og det er desværre sandt, hvilket de lokalpolitikere, der udtaler sig, beklageligvis må medgive.
Desto mere glæder det mig at læse politikernes udtalelser om, at der efter seneste byrådsvalg er sket noget.
Jesper Kjeldsen (S): »Og sådan noget bliver da noteret i min bog. Det kan godt være, at vi som kommune ikke har de store muligheder for at gribe ind, men en aftale er en aftale, og det husker vi.«
Jakob Søgaard Clausen (DF): »Vi har bare set det flere gange tidligere med bevaringsværdige bygninger, der er blevet revet ned med det argument, at de er faldefærdige. (…) Vi har flere gange stemt nej på den baggrund.«
Metin Aydin(R): »(Der er) forfærdelige ejendomme, som ligner noget, der burde rives ned, men hvor hverken kommune eller fællesråd har rokket sig en millimeter. Tværtimod har man holdt fast i planbestemmelserne, og det kommer også til at ske fremadrettet efter det seneste valg. Der er stor respekt for, hvad borgerne synes er ret og rimeligt.«
Med sådanne udtalelser føler jeg mig overbevist om, at ejerne af ejendommen ikke én gang til vil kunne få Teknik og Miljø til at forsøge at omgå den gældende lokalplans bestemmelser eller forsøge at lave en særskilt lokalplan for ejendommen, som ville kunne gøre en udstykning i to eller flere enkeltmatrikler muligt.
Ejernes sidste forsøg kostede forvaltningen (læs: skatteborgerne) et sted mellem 500.000-700.000 kroner i brugte mandetimer. Mon ikke vores nye rådmand Steen Stavnsbo (K) er lige så fornuftig som vores tidligere rådmand, Kristian Würtz (S), der to gange afviste ejernes byggeanmodning, da den stred imod den eksisterende lokalplan?
Især i betragtning af, at de Konservative jo gang på gang fremhæver vigtigheden af at stå vagt om vores kulturarv og tage borgerinddragelsen alvorlig.
Og mon ikke vores socialdemokratiske borgmester vil råbe vagt i gevær, hvis en ny byggeanmodning skulle dukke op med de nye vinde, der blæser i partiet? Jeg tror det.
I hvert fald kan ingen politiker være i tvivl om, hvad naboer og byens borgere mener om den sag: Huset skal bevares, og der skal ikke bygges mere på grunden.
Så kære ejere: Sørg for at vedligeholde bygningen, så den (og I) ikke ender med at stå som en skamplet for Aarhus.