Hundelivet

Efter mange nøje overvejelser blev det i familien besluttet, at præstegården i Skelager skulle have en hund. Jeg er selv vokset op med en hund og med en mor, der var præst. Jeg må jo nok sige, at i mit idealbillede af præstelivet, som jeg har gået og forestillet mig det, der hører der simpelthen en hund til. En trofast følgesvend, der altid er med mig – ikke mindst under skrivebordet når al det seriøse arbejde tastes ind i Word. Vi arbejder jo alene meget af tiden, vi præster, og huset kan virke så tomt, når alle er taget på arbejde, skole og institution.

Den 1. juni rejste jeg til øen Nexelø i Sejerøbugten ved Sjællands vestkyst og hentede den brune labradorhvalp, som vi havde udset os. Den mest vidunderlige, nysgerrige, åbne, kærlige størrelse. Da vi sejlede hjem til Aarhus med hunden i favn, var vi helt ved siden af os selv. Vi var lykkelige, men også utroligt skrøbelige. Mest af alt var det en følelse, vi bedst kendte fra turene hjem fra fødegangene.

Hunden har nu boet hos os i 2 uger og 2 dage. Og jeg tror vitterligt ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at det har været den mest udfordrende tid i mit liv. Jeg er virkelig sat på prøve. Man kan nemlig godt forberede sig på at få en hundehvalp. Man kan godt fantasere om det. Men når man så ikke har sovet igennem i en uge, og der er en hund der vil leges med, der flænser dine fingre, bider i dine ting, har uheld på gulvet, samtidig med en prædiken der vil skrives, børn der vil hentes og en kone der vil lave sin eksamensopgave færdig. Jamen så må man jo sige, at man kommer på prøve. For med hundehvalpen er prøvelserne ligeså mange som glæderne, og ja, grin bare af mig, men det var jeg overrasket over virkelig var sandt. Men det er det.

Nu er alt jo ikke helt skidt, for hunden er immervæk dejlig. Men vigtigere end det måske, så viser prøvelserne os også noget. Og sådan er det med meget af det livet bringer os, der ryster os ud af vores komfortzone og udfordrer os og får os til at tænke, stille spørgsmålstegn ved alle de vaner og mønstre vi ellers sidder fast i.

For hunden har taget mig ud af komfortzonen bogstaveligt talt, og pludselig begyndte mine prioriteter og værdier at lyse meget klarere. Vi rykker tættere sammen i familien. Vi taler mere åbent og naturligt om vores følelser og skrøbeligheder. Jeg havde ikke råd til ikke at dele det hele – jeg havde brug for dem, og så var de der. Man finder hurtigt ud af, hvad det er man savner ,og hvad det er man sådan set sagtens kan leve uden, når man bare bliver presset en smule.

Det er besynderligt, at det er et lille dyr på 8 uger, der mest effektivt kunne lære mig alt det. Det skylder jeg den en tak for.