Fællesrådet i Beder-Malling står og stirrer på et livløst projekt. Hvorfor?
Siden år 2000 har vi i Malling ventet på at få en cykelsti helt ned til Ajstrup Strand. Den har været af/på budgettet utallige gange.
Nu vil Fællesrådet gentage ”succesen” med cykelstien mellem Malling og Beder langs Beder Landevej. Budgettet på 18 millioner kroner på grund af en række nødvendige hele eller delvise eksproprieringer – uden at have løst store udfordringer i Beder med overkørsel ved Byagervej - og manglende cykelsti fra Netto og op til lyskrydset. Her risikerer cyklister at komme i en langsom kø bag osende biler.
Igen vil Fællesrådet stå som eftertænksomme silhuetter med gode hensigter, som de dybest set godt ved, aldrig bliver realiseret.
Derfor kan Fællesrådet og alle os andre lige så godt koncentrere sig om en realiserbar alternativ løsning.
Når den dobbeltrettede cykelsti fra Malling når BMI, ledes den ligeledes dobbeltrettet nordøst om BMIs P-plads. Bag støjvold ligger en slugt på 3-4 meter, hvor der rigelig er plads til at lade den dobbeltrettede cykelsti i en lige linje gå ud til eksisterende Egelundsti, som den rammer i et T-kryds. Derfra og indtil tunnelen under Byagervej opgraderes Egelundstien sti til gående – med/uden hunde og barnevogne.
Overgangen på Kirkebakken i Beder kan laves med en vinkelret overgang til svage trafikanter. Det vil samtidig virke fartdæmpende på Kirkebakken. Alternativt kan der bygges en tunnel under Kirkebakken. Unge mennesker, der skal til sport på BMI, bor primært i den østlige del af Beder.
Fra Kirkebakken udbygges allerede eksisterende stisystem op til Engdalgårdsvej – og herfra har cyklister gennem Kastanjestien frit tråd helt ind til Aarhus. Det gælder også de cyklister, der cykler helt fra Odder. De cykler på Bredgade gennem Malling (cykelsti hele vejen er projekteret) og har let ved at finde den videre forbindelse nordøst fra BMI.