Da far flyttede ind i menneskehedens have
Min far døde en lørdag i oktober efter et langt og godt liv. Mandag morgen kørte jeg hen til kirkegården for at se efter et godt sted, hvor han kunne ligge. Det skulle være tæt ved kirken og ikke ovre i den nye afdeling på den anden side af vejen.
Graveren gav sig god tid til at vise ledige urnegravsteder og lokkede mig alligevel med over på kirkegårdens nye afdeling, som hun sagde ”også er smuk og fredfyldt med både plæner og store flotte træer”.
Lige der i den første række lå naboens ældste søn, som døde midt i livet, mens hans børn stadig var teenagere. Han var 5 år ældre end mig, og vi havde ikke rigtig noget med hinanden at gøre undtagen, når det var vinter. Når jeg skovlede sne i indkørslen og på fliserne rundt om huset, kunne der pludselig komme en snebold flyvende hen over plankeværket. Når jeg kiggede op, var der ingen at se, men beskydningen kunne intensiveres når som helst og vi lagde hver vores planer og udviklede nye skudteknikker for at ramme hinanden. En vinter uden sneboldkamp var skuffende.
Henne under nogle træer lå vvs-manden og hans kone under en fin lille gravsten. De boede skråt overfor os og havde fulgt ivrigt med i alt, hvad der skete på villavejen. Begyndte vandhanen at dryppe eller sprang der et vandrør, var han flink til at hjælpe også efter arbejdstid. Bare han kunne nå at spise sin kones gode aftensmad først, så var det i orden. Særligt hvis de skulle have stegt flæsk med persillesovs.
Lidt længere fremme ved en lysning lå en af mine forældres venner og en arbejdskollega begravet. Det var egentlig meget hyggeligt at gå der, men opgaven var at finde et gravsted tæt på kirken, for det ville mor gerne have.
Tilbage på den gamle kirkegård kom jeg forbi hr og fru Knudsen, som boede på en tværgående vej skråt overfor et ægtepar, der arbejdede på Toms Chokoladefabrik. Den første lørdag i måneden ringede fru Knudsen altid på døren for at opkræve 50 kr. til grundejerforeningen. Hun var snakkesalig og havde en schæferhund, som blev bidsk på sine gamle dage. Nogle gange stak den af hjemmefra og listede sig ind på folk oppe ved telefonboksen. Far var den tredje, den bed i hånden og så blev den aflivet.
Tæt på kirken var der et dobbelt kistegravsted. Det valgte vi. Jeg tror far ville synes, det var lidt for fint, men samtidig er jeg sikker på, at han ville smile glad og tilfreds. Bag gravstedets lave hæk ligger den gamle købmand, der engang ejede byens supermarked og trælasthandel. En gang imellem var der billeder af ham i Lokalavisen. Lige overfor fars grav på den anden side af gangstien ligger den gamle præst, som hed Erik og hans kone som hed Louise, men alle kaldte hende Linse. Hun var organist og smilede altid. Selvom far ikke rigtig brugte kirken, så kendte han dem lidt og synes præsten var en smule selvhøjtidelig, men alligevel god til at fortælle gode, sjove historier.
Der gik nogen tid, før vi fik købt en gravsten. Så valgte vi en enkel og stor marksten, som er flot i både solskin og regnvejr. Den ligner en sten, der lå i indkørslen hjemme på villavejen, men da huset var solgt for længe siden, kunne vi ikke så godt hente den. På stenen står fars navn, fødsels- og dødsår og hvor han voksede op: Limfjorden.
Alt, hvad vi plantede på gravstedet, kommer fra fars og mors blomsterbed. Der er hosta, pæoner, dagliljer, havetimian og pinseliljer helt tilbage fra min farmors have samt fars yndlingsæbletræ podet på en dværgstamme. Jeg ved ikke, hvad træet hedder, men i mit barndomskvarter delte man podekviste med hinanden, så æbletræet bar sin gavmilde frugt i en del haver og gav en frisk smag af efterår.
I sin ungdom blev far vegetar og det nød han, skønt han tidligere havde spist masser af hotdogs. Det er nu også lettere at give ham et æbletræ i stedet for en pølsevogn.
Far talte ikke om døden. Han ville gerne have det bedste ud af livet så længe han var her, være sammen med dem han holdt af og leve som et frit menneske uden at være slave af noget.
Nu ligger han sammen med mange af de andre som var før os, og de er stadig en del af en levende familie- og lokalhistorie. Jeg synes, at noget af det fantastiske ved at gå en tur på kirkegården er, at vi også træder ind i menneskehedens have.