Trinitatis-tiden i kirken

Kirken bærer mange fremmedartede ord med sig fra en fjern fortid. Trinitatis er et af dem.

Det er navnet på den periode i kirkeåret, vi netop nu går ind i. Tiden fra Pinse til Advent – sommer og efterår i kirken.

Jul, påske og pinse, det er de højtider, vi forbinder med årets gang. Så kommer Trinitatistiden: ’Det festløse Halvår’ kalder vi det, og det lyder umiddelbart trist. Men Trinitatistidens farve er grøn, sommergrøn, vækstgrøn, frodiggrøn. Og trist? Nej, frodigt.

Nu handler det om hverdagslivet, om at få hverdagene til at hente næring fra højtidernes overskud.

Trinitatistiden handler om dit og mit liv – det handler om at tro, om at vokse og blomstre. Og derfor prædikes der sommer og høst over evangelietekster, der spejler hverdagen i højtidernes spejl.

Det handler om bekymring og tillid. Sygdom og helbredelse. Dømmesyge og tolerance. Vrede og forsoning. Næstekærlighed og etik. Tro og tvivl. Skyld og tilgivelse. Rigdom og fattigdom. Fortvivlelse og håb.

Naturens grønne vækstfarve hører Trinitatistiden til. Til den hører også glæden over livet, som vi oplever det i naturen, det håb, det giver os at se, at hver kold vinter afløses af forår, sommervarme og frodighed.

Kan tro vokse? Måske! Den kan i hvert fald ændre sig. Vi kan åbne os mere for den mening og betydning, der ligger i kristendommens budskab i alle dets mange facetter. Vore egne valg, vore erfaringer, tanker og følelser tager sig måske anderledes ud, når vi ser dem i det lys, troen kaster over dem.

Derfor oplever mange vel, at troen gør livet større, mere rummeligt og uddyber det personlige liv. Det er Trinitatistidens grønne særkende. Menneskelivets og kirkens frodige hverdag. Det lange træk uden højtider, men for de fleste af os med mulighed for ferieperioder sommer og efterår.

Tidspunkter hvor vi kan reflektere og leve og trives på en anden måde, end hvor travle hverdage afløses af højtidernes undertiden hektiske fest.

Glædelig Trinitatistid.