Om at være almindelig

De fleste mennesker har nok på en eller anden måde en trang til at skille sig lidt ud af mængden. At være enestående og unik.

På den anden side har vi også en trang til at blive ét med noget større, som man kan føle sig en del af.

Et fællesskab, en tradition, et andet menneske. Et behov for at smelte sammen med nogen eller noget.

På sin vis er det netop dét, der sker i kirken. Vi træder ind i våbenhuset – lægger vores våben og vores skjold fra os – og kommer ind i kirken, hvor vi bliver ”almindeliggjort”.

Det var nok ellers ikke lige det ord, jeg ville gøre brug af, hvis jeg skulle gøre reklame for mig selv til et jobinterview eller på stævnemøde. Ja, jeg er så bare sådan et helt almindeligt menneske. Det sælger ikke rigtigt.

Men ikke desto mindre er det jo det, der sker, når vi træder ind i kirken. Eller rettere: det er sådan vi er over for Gud.

Alt det, jeg selv mener, gør mig særlig og speciel, bliver på en underlig måde helt uvigtigt og uvæsentligt. Herinde og over for Gud er vi mennesker, før vi er alt muligt andet. Og jeg behøver kun at være menneske, for over for Gud er alt det andet, som gør mig særlig, unik og enestående, ikke afgørende.

Det er da et sandt opløftende evangelium til det forjagede menneske, der gør sin egenværdi op i kvalifikationer, evner og uddannelser.

Sænk dine parader, menneske. Glem alt om det, du burde være, gerne ville være og måske aldrig kunne drømme om. I kirken og foran Gud behøver du kun at være helt almindelig.