Kan AGF håndtere kaos uden for banen?
Det ville være patetisk at pakke det ind: min viden om fodbold er trods alt på et lavere niveau end AGF’s stilling i Superligaen. Jeg er typen, der de første fem minutter efter pausen er forvirret over, at holdene har skiftet løberetning og typen, der ikke forstår, at et enkelt mål i en uafgjort kamp mod Sønderjyske kan være tegn på, at nu vender lykken i en selv efter AGF-standarder katastrofal sæson. Alligevel følger jeg med i AGF og - af indlysende grunde - mest, hvad der sker uden for banen. Sådan er der nok mange aarhusianere, der har det, for klubben fylder meget i byen. Man kommer ikke udenom AGF.
Trods frustrationer - og dem er der masser af grunde til - er der i det store hele usvækket støtte til de hvide fra Fredensvang. Inkarnerede fans, ad-hoc-publikum og ikke mindst byens erhvervsliv bakker stadig op, selv i en jammerlig periode. Så jammerlig, at det forekommer naturstridigt i Danmarks næststørste by. Sidst, jeg var på stadion, var i april til kampen mod Viborg. Et nederlag på 0-2 var trods alt mere end selv en stærkt engageret og mangeårig årskortholder ville stå model til. »Nu gider jeg kraftedeme ikke mere,« lød det fra rækken bag mig.
Den selvtilstrækkelighed, der på flere måder synes at plage AGF, står altså på ingen måde mål med de sportslige præstationer eller afhængigheden af byens opbakning. Det er senest tydeligt i spørgsmålet om, hvem der i byggeperioden af et nyt stadion, skal drive haller og andre faciliteter omkring stadion. Kommunen ønsker i en periode at overtage driften af Ceres Park og Arena, bortset fra selve stadion, frem for at sende det i et lovpligtigt EU-udbud. Et udbud, som AGF i øvrigt også risikerer at tabe.
Det virker fornuftigt, at kommunen i regi af Kongelundssekretariatet overtager driften i en tid, hvor ingen kender de fremtidige faciliteter i Kongelunden, og i en kaotisk byggeperiode, der kræver helhedsforståelse og fleksibilitet. Kompetencer, som andre brugere end AGF tilsyneladende ikke har oplevet under klubbens drift af stadionområdet siden 2005. I et brev til kommunen, der kunne være skrevet af en forsmået lillebror, kalder klubben planerne for driften i overgangsperioden for »urimelig« og bringer den økonomiske støtte til nyt stadion i spil.
Selv om Kongelunden særligt i begyndelsen blev præsenteret som en vision for hele området, står det klart, at det mest af alt handler om et nyt stadion til AGF. Det ville også i det lys klæde klubben at påtage sig lidt mere ydmyghed, særligt i en tid, hvor end ikke de sportslige resultater bidrager til den aarhusianske stolthed. Man kalder sig byens hold, men er man også et hold for byen?
Klubben har en helt særlig og dominerende status, som andre foreninger og idrætsgrene kun kan se misundeligt til. De må gang på gang se AGF løbe med mereværdet og opmærksomheden. Netop på de punkter skuffer klubben aldrig.
