Når alt går op i en højere enhed

Når alt går op i en højere enhed. Når man er på arbejde, og der ikke er nogen syge og ikke nogen, der har ferie, barn syg, seniordag, omsorgsdag, møder eller noget andet, der lige dukker op, og ødelægger normeringen.
Når alt går op i en højere enhed. Når ferieplanerne går op, så ex-partnerens ferie passer som fod i hose med ens egen – og med børnenes spejderlejr og sommerjobs – foruden barndomsvenindens bryllup og alle de andre kendte og ubekendte x’er.
Når alt går op i en højere enhed, og man pludseligt eller umærkeligt bliver grebet. Af enheden. Af en sælsom følelse af, at der alligevel er en mening bag det alt sammen.
Når alt går op i en højere enhed. Når logistikken passer, og man har god tid til at hente, bringe, putte og ringe til sin mor med god tid til nærvær.
Når alt går op i en højere enhed, så festen løfter sig og vi er fulde af en følelse af samhørighed. Når alt går op i en højere enhed, og man pludseligt eller umærkeligt bliver grebet. Af enheden. Af en sælsom følelse af, at der alligevel er en mening bag det alt sammen.
Et håb. En helhed. Noget der er stort nok til at rumme det hele – alle fragmenterne, vragdelene og skårene. Alt det tabte. Også selv om man har svært ved lige at se den. Den højere enhed.
Når alt går op i en højere enhed. Vi ved godt, at det lyder til at høre til i afdelingen for håb. Nogen vil sige utopi. Enhed i verden. Fred, retfærdighed, ret og rimelighed. For alle som én. Men vi fornemmer, at enheden gives.
Hvordan kan man ellers håbe på den. Længes efter, at alt går op i en højere enhed. Den bor i bønnen og håbet.
Holdt i live af de glimt af den himmelske højere enhed, som alt går ud fra og som alt vender tilbage til.
Og som griber os i salige eller sælsomme øjeblikke.