Tiden er ingen motorvej mellem vugge og grav
I romanen ”Gå” skriver forfatteren Tomas Espedal om sine indtryk på en vandring op til en norsk bjælkehytte: ”Luksusbådene, bilerne, de alt for store huse, de vokser, rigdommen vokser, men menneskene som lever der bliver mindre, man ser dem næsten ikke, de forsvinder i deres eget. Man hæver sig over andre, isolerer sig fra naturen.
Det kan virke som om man investerer pengene i en helt ny form for dumhed. Den nye rigdoms dumhed. De alt for store hytters og huses dumhed. De alt for mange bilers dumhed. De hurtige penges dumhed. Forbrugets dumhed. Grådighedens dumhed. Den nye rigdoms dumhed.”
Det lille stykke fra romanen fik mig til at tænke på en hollandsk præst, som har skrevet et digt, der nærmest kompletterer Espedals iagttagelse.
Digtet hedder ”Tid til at være lykkelig”:
Goddag, du kære,
giv dig tid til at være lykkelig!
Du er et levende mirakel her på jorden.
Du er enestående, et under, uerstattelig.
Ved du det?
Hvorfor er du ikke målløs, glad og fuld af forundring,
over dig selv og alle andre
omkring dig?
Er det da så selvfølgeligt for dig, at du lever,
at du får lov til at leve,
at du har tid til at synge og danse,
tid til at være lykkelig?
Hvorfor øde tiden bort i meningsløs jagt
efter penge og materielle værdier?
Hvorfor gøre dig så mange bekymringer
om problemerne i morgen og i overmorgen?
Hvorfor brokker du dig, hvorfor keder du dig,
hvorfor kaster du dig ud i tomme fornøjelser
og hvorfor sove, når solen skinner?
Giv dig roligt tid til at være lykkelig.
Tiden er ingen motorvej mellem vugge og grav,
men en plads til at parkere i solen.
Lev i dag! Smil i dag!
Vær lykkelig i dag! Gør dit hjerte frit!
Din livsglæde og din lykke
behøver ikke være afhængige
af 117 betydningsløse ting.
Phil Bosmanns