Troens horisont

Det er spændende at være præst, og det er et stort privilegium at møde mennesker i arbejdet og hér blive inviteret indenfor i deres liv. Nogle gange er det glæden over den lille nyfødte, der presser sig på, andre gange er det dét forestående bryllup – og helt andre gange er det sorgen eller håbløsheden, der sætter den fælles dagsorden.

For menneskelivet kommer langt omkring og rummer mange kringelkroge. Sådan er det at være menneske.

Som præst er det til stadighed en opgave at skabe et ægte møde mellem menneskers virkelighed og den kristne livstydning.

Det kan gøres på mange måder og ud fra mange forskellige indfaldsvinkler: nogle gange handler det bare om at lytte til, hvad den anden siger, andre gange handler det måske om at holde i hånd, og helt andre gange igen handler det måske om at folde hænderne sammen med den anden og bede Vorherre om hjælp?

De mange menneskelige møder, man er så privilegeret af at være en del af som præst, kommer gerne langt omkring, og det siger vist sig selv, at dé ofte er meget forskellige i deres tematik. Men de er ofte også meget ens.

Et af temaerne i mine ”møder” er ofte, hvad enten det er den store glæde eller den store sorg, der er anledningen, forholdet mellem tro og viden.

Der er i tiden en tendens til at tro og viden er hinandens modsætninger og derfor gensidigt udelukker hinanden.

Det er, som om man enten skal tro eller vide. Men er det rigtigt? Er det ikke snarere sådan, at tro og viden nøje hører sammen, og ofte beskæftiger sig med de samme spørgsmål, ja ligefrem supplerer hinanden i et forsøg på at blive klogere på liv og tilværelse?

Som præst er det godt at kende sin bibel. Og her kan man læse, at tro er tillid. I en af Bibelens bøger, Hebræerbrevet kap.11, lyder det, at »tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses«.

Her siges der noget meget afgørende om det, man kunne kalde troens væsen.

Troens horisont er det, vi håber på og det, vi ikke kan se. Det er hér at troen har sin berettigelse med alle dens muligheder for at rumme vore drømme og håb.

Troen kan nemlig være med til at sætte ord og billeder på det vi ikke kan se, måle og veje – og derfor kan troen supplere alt det, vi ved, og være med til at give svar på livets store spørgsmål.