Tilgivelsens kraft er større, end vi tror

Den 9. april 2022 var det 82 år siden, at Danmark blev besat af Tyskland under Anden Verdenskrig.

5 år fulgte, med rationeringer, mørklægning, luftalarmer og med frygten for en ukendte fremtid.

Det lykkedes som bekendt heldigvis ikke Hitler at gennemføre sin plan, og blandt andre Danmark blev atter fri.

Fri til at samle op på det som engang var og begynde på ny.

Der er endnu en generation som kan fortælle om den tid, som var så uvirkelig og dog helt virkelig.

Med Første og Anden Verdenskrig i ryggen troede de fleste af os, at den slags aldrig kunne ske igen. Men sandheden er, at siden har mange krige fundet sted og finder desværre stadig sted.

Det er frygteligt at følge og det skærer i hjertet at vide, at der er folk som lever i lande, hvor krig hærger og derfor ser sig nødsaget til at flygte fra alt de kender og elsker, for at beholde det dyrebareste de er skænket, nemlig livet.

Man siger, at historien skrives af sejrherrerne. Heldigvis vidner erfaringer, beretninger og fortællinger fra blandt andre første og anden verdenskrigs, om at der altid er mere end en side af en krig.

Jeg har altid interesseret mig for krigens skæbner, særligt dem fra første og anden verdenskrig, og med årerne er jeg blevet mere og mere optaget af at læse og høre fra ”den anden side”.

Fortællingerne fra dem, som blev tvunget til at kæmpe for en sag, som de ikke troede på. Om dem, som kæmpede for en overbevisning, som var en forræderisk, ondsindet illusion og fortællingen om de mange, som blev fanget i midten.

Historien er ikke ny - den gentager sig og også i dag, er der flere sider af samme sag.

Det gør det ikke mindre grufuldt eller meningsløst, men med historien bag os åbnes vores øjne forhåbentlig for, at alt ikke er enten sort eller hvidt.

Vi er netop kommet på den anden side af påsken, hvor livets nuancer for alvor ses – og stærkest skinner lyset påskemorgen, hvor historien tager en ny, uventet og forløsende drejning.

Men også her er der mere at erfare end alene slutningen, for forud gik en tid, hvor også Jesus måtte lære verdens mange nuancer.

I bibelen hører vi, at også han afviste folk, at også han havde brug for, at forstå kræfterne der ligge i at elske og tilgive selv dem, som han ikke var enig med.

Langfredag på korset bad han sågar ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Lukas. 23,34).

Måske som en lektie til os om, at også vi skal tilgive og når det ikke er muligt, så må vi sætte vor lid til at Gud tilgiver.

Med påsken frisk i hukommelsen og historien i bagagen ved vi, at der altid flere nuancer end dem vi lige ser, og at tilgivelsens kræft er langt større end vi forstår.