Miraklernes tid er ikke forbi

Jeg har oplevet et mirakel. Eller rettere: jeg har fået kendskab til et mirakel.

Sådan et virkelig, helt rigtigt ét. Et ægte-sandt mirakel!

Sådan ét, vi alle sammen håber på, når tingene ser allerværst ud.

Sådan ét mirakel i den tunge ende af mirakel-skalaen; nemlig en ung kvinde, som lå for døden, og familien blev tilkaldt for at tage afsked. Jeg blev tilkaldt – alle var forberedte på, at nu kunne hun ikke overleve, nu skulle vi sige farvel.

Og hvad skete der så? Jo, der skete det helt og aldeles fantastiske, at lægen kom ud og satte sig ned hos os og sagde: Vi har taget fejl – der er håb endnu!

Og hun har kæmpet og lidt, og nu går det fremad. Måske vil nogle nu tænke, at: ja, ja – det er jo bare lægerne, der tog fejl.

Men nej – jeg fastholder, at det er et mirakel!

For man kan som bekendt leve, som om alt er et mirakel, eller som om intet er et mirakel.

Helt sikkert er det i hvert fald, at hendes søskende, forældre, bedsteforældre oplever det som et mirakel.

Min datter skriver digte. Læs lige med her:

”Et strejf af håb åbner enhver op

Og overalt ryster mirakler i nogen tid

På grund af fortvivlelse er øjeblikket næsten ødelagt”

Jeg synes, det så fint beskriver, hvordan det er at stå der ude på kanten, hvor strejfet af håb gør, at vi bliver helt åbne. Og sårbare over for alt. Sanserne åbner sig – sårbarheden bliver nærmest fysisk. Miraklerne ryster os! Måske fordi vi netop har været som uden skjold.

Og når man står i sådan en situation, så kommer fortvivlelsen nemt til at ødelægge øjeblikket.

Sådan var det også den dag på sygehuset. Vantro råbte mor til den unge piges lillebror: Hørte du det, der er håb!!

Og så løb tårerne ned ad kinderne på dem, og de begyndte at skrive rundt til venner og familie med det gode budskab.

Kan I se det for jer?

Og kan I genkende det? Måske har I stået i en lignende situation engang?

På søndag vil ordene lyde i alle landets kirker: ”… englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa.

Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.«

Det er den fortælling, vi hører i påsken. Fortællingen om, at der skete noget helt vildt. Og det er så vildt, at man bliver rystet og fortvivlelsen er på grænsen til at ødelægge øjeblikket.

Men ikke desto mindre er det sandt!

Krist stod op af døde – ja, det gjorde han faktisk! Og lige siden har vi kunnet sige til hinanden: Har I hørt det, der er håb!

Så hvor man end er i livet, så er der altid håb. Altid. Glædelig påske.