Borgerinddragelse kan ikke være tre ulve og et får, der skal blive enige om, hvad de skal spise til frokost

Jo mindre man ved om pølseproduktion, des bedre sover man om natten. Heldigvis er mange aarhusianere vågent optaget af den politiske proces bag udviklingen i den by, vi holder af. Over 1.600 høringssvar for eller imod den planlagte havneudvidelse understreger engagementet. Mange har ytret sig, men bliver de hørt? Tvivlen nager på forhånd, for er man utilfreds med indholdet af en plan, er det ofte selve processen, der ender med at blive kritiseret. Så kommer historierne om aarhusianere, der føler sig tromlet af politikere. Og det er en historie, byrådspolitikerne frygter nu mere end nogensinde. Valget i november var en hårdtslående påmindelse.

Borgmesteren sagde det selv morgenen efter valget, hvor hans personlige stemmetal blev halveret: mange aarhusianere føler, at planer bliver trukket ned over hovedet på dem. Det bliver politikerne nødt til at gøre noget ved, lød det i en lynanalyse fra Bundsgaard. På rådhuse landet over synges den samme sang, men ingen har endnu fundet melodien. Der er tilsyneladende et forventningsgab mellem kommune og borgere.

Bundsgaard og den konservative teknikrådmand Steen Stavnsbo foreslår, at der i forbindelse med havneplanerne afholdes såkaldte borgerkonferencer. Venstre og SF vil med hjælp fra Danmarks Statistik udpege et uvildigt panel af ”gennemsnitlige” aarhusianere, der via en indkaldelse i e-boks inviteres til at mene noget om udvidelsen.

Men mere borgerinddragelse er ikke nødvendigvis bedre borgerinddragelse. Tværtimod risikerer man at grave forventningskløften dybere, når politikerne fortsætter med at spørge »hvad synes I selv?« Det er sikkert kun et fåtal af aarhusianerne, der er eksperter i havnedrift og fremtidsudsigterne for shippingbranchen. Spørgsmålet om nødvendigheden af en havneudvidelse kan derfor ikke besvares af borgerne, selvom mange sikkert har en holdning. De er derimod eksperter i deres eget liv, oplevelse af byen og deres drømme om en fremtid i den. Borgerne skal tages alvorligt, men ikke bogstaveligt, og inddragelse er ikke nødvendigvis indflydelse.

Borgerne har ret til at blive hørt. Politikerne har pligt til at lytte, men også pligt til at træffe den beslutning, de finder bedst. Byrødderne må og skal veje hensyn, der er større end hensynet til den enkelte eller hensynet til, hvad der kan tolkes som en folkestemning. Det er ikke et misundelsesværdigt ansvar, når hele byen tilsyneladende er på den anden ende.

Man kan kun hylde alle initiativer, der bringer politikerne tæt på borgerne og virkeligheden. Men uanset anstrengelserne, bliver ikke alle tilfredse med hverken en havneudvidelsen eller med vejen dertil. Den vil ikke opleves som nok og nok slet ikke god nok. Uanset antallet af møder, høringer og konferencer, hviler det tunge ansvar først og sidst på dem, vi har valgt til at have det: politikerne. Det er den eneste reelle borgerinddragelse, vi kan regne med. Den indtræder fast hvert fjerde år. Alle har ret til at ytre sig, alles stemmer bliver hørt, og man retter sig efter dem. Man kalder det kommunalvalg, og det der demokrati er i grunden ikke så ringe. Slet ikke for det store flertal, der måske klogeligt holder sig fra at opsøge mere viden om fremstilling af pølser end strengt nødvendigt.