Hvad man kan lære af en hund

Man kan ikke lære en gammel hund nye kunster, lyder en talemåde. Det gælder min hund!

I sine yngre dage var den med på alt, hvad jeg fandt på, og tempoet var højt. Nu er det sat betragteligt ned, og hunden vil selv bestemme.

Man kunne mene, at det er udtryk for, at dens opdragelse ikke er lykkedes, men jeg tror snarere, at den bare er blevet en ”sur gammel dame”, sådan som det også kan ske for os andre. Og det er ikke negativt ment, men betyder blot, at personlighed og holdning træder tydeligere frem, og at man ikke vil jages med.

Min hund vil nu helst bestemme, hvor vi skal hen, når vi går tur, den tager sig god tid og snuser til alt. Går det ikke lige efter dens snude, så går den demonstrativt langsomt, eller lægger sig ned, for eksempel, når fremmede hunde nærmer sig. Hverken godbidder eller formaninger kan få den videre.

Andre gange ignorerer den andre hunde, så jeg bliver helt flov på dens vegne over dens uhøflighed, mens de andre hunde dog virker ret ligeglade.

Min hund har på sine gamle dage for eksempel også vedtaget, at hunde godt må ligge i køkkenet, når der laves mad. Også selvom kokken skal skræve hen over den i tide og utide.

Jeg vil behandle min hund, som jeg gerne selv vil behandles, når jeg bliver gammel. Nemlig med kærlighed, respekt og plads til særheder og besvær.

Så jeg har opgivet at pille ”unoderne” af hunden. Også fordi de kan ses som noget andet og har fået mine øjne op for nogle ting.

Hundens fortjeneste er det for eksempel at vores gåture har udviklet sig til en slags meditativ gang, hvor man kan koncentrere sig om at mærke sin krop og hvordan man sætter fødderne, fordi hunden går meget, meget langsomt. Sådanne lommer af ro og langsomhed, hvor man får sjælen med og ikke skal multitaske, men kun gøre én ting ad gangen, er en lise i en travl hverdag! Så tak, gamle hund!

Derudover er hunden et udmærket eksempel på, at man ikke altid skal forstille sig eller lade pænheden råde af frygt for, hvad andre måtte mene. For en vis tydelighed i forhold til, hvad man vil og ikke vil, er tværtimod godt. Forskellige holdninger behøver ikke føre til splid, men kan udvide horisonter og bringe både godt og nyt med sig.

Af en langt liv med en hund lærer i hvert fald både hund og ejer at indrette sig på hinanden, sådan som vi mennesker også skal det. Så alt i alt er jeg glad for, at man ikke kan lære en gammel hund nye kunster, fordi den tværtimod har lært sine mennesker et og andet.