»Friheden ikke så givet, når vi mærker følgerne af, at der er krig i Europa«

En lærke letted, og tusind fulgte,

og straks var luften et væld af sang.

De tusind tårne tog til at tone,

så landet fyldtes af klokkers klang.

For nylig sang jeg ”En lærked letted”. Og jeg må indrømme, at jeg ikke sang den med helt samme ”vindstyrke”, som jeg plejer.

Jeg sang eftertænksomt og med dyb taknemmelighed over, at vi lever i et frit land. Men pludselig er friheden ikke så givet, når vi mærker følgerne af, at der er krig i Europa, og vi ser flygtninge komme her til i stort antal og med voldsomme historier i bagagen.

Og så kom vi til sidste vers: »Men du som styrter de stoltes riger/ og løser fangne af bolt og bånd,/ dig flyver hjerternes tak i møde,/ vor skæbne er i din stærke hånd…« Her måtte jeg synge stille og håbefuldt. Hvor kan vi håbe og bede til, at det bliver virkelighed for dem, som lider under kriges rædsler nu.

Vi er på vej ind i påsken med dens fortælling om forræderi, venners svigt, soldater, brutal overmagt, forhånelse, tortur, død. Men det ender med nyt liv. Det ender med befrielse og glæde!

Det ender med fuldtonet sang og klokkeklang! »Nu ringer alle klokker mod sky…/ Det var en søndag morgen skøn, vor frelser stod op af graven.«

I denne tid, hvor friheden ikke er en selvfølge længere, har kristentroen et stærkt håb at række. Tanken om Gud er den ultimative frihed. Hos Gud er vi ”altid allerede elskede”, som musikeren Peter Bastian sagde og skrev. I Gud er vi sat fri til at leve et liv i kærlighed med hinanden.

Tanken om opstandelsen er den ultimative befrielse. Selv ”den sidste fjende”, døden, skal bastes og bindes og ikke have magt til at ødelægge livet. Intet kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus vor Herre.

»Dig flyver hjerternes tak i møde.« Håbefuldt.