Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvor bor sorgen? Hvor titter håbet frem?

Artiklens øverste billede
Anita Fabricius. Foto: Privat

Sorgen bor i hver eneste af tårerne i mine øjne. De tårer, der indimellem straks titter frem når jeg åbner vandhanen i køkkenet for at skylle et æble eller når jeg en tidlig onsdag morgen tænder for vandet i brusebadet for at blive nogenlunde klar til at tage imod dagen og dens opgaver. Pludselig er de der. Ikke til at stoppe. De giver sig selv frit løb og skyller næsten sæben af min krop.

Håbet titter frem, når du, selv her længe efter han døde, alligevel tager dig tid til at spørge: ”hvordan har du det?” Og særligt når jeg mærker at du også har overskud til at høre svaret. ”Naturligt, tror jeg. Hovedet oppe og benene nede. Tunge dage og lyse dage. Tak for at du spurgte. Tak for at du ikke bare kiggede den anden vej.”

Sorgen ligger i mine hurtige skridt på vej ud og nu hjem. Længe har jeg egentlig haft det okay med at være ude blandt folk. Men i dag. Det blev for meget. Med ét følte jeg mig så alene. Mit blik fangede kun at alle andre havde en partner. En at følges med.

Sorgen kom brasende ind i mit sind, som en bil der glemmer at stoppe for rødt, og havde tilmed taget ensomheden med på passagersædet. Hvis jeg overhovedet sagde farvel, gjorde jeg det hurtigt. Tog benene på nakken. Vendte ansigtet bort. Ingen skulle se mig nu. Jeg skulle bare hjem. Hjem. Hjem.

Når jeg en mørk aften kigger på himlens stjerner og får den ide, at det slet ikke er stjerner, men små huller i himlen og du sidder inde bag ved og lyser ned til mig, for at fortælle at du har det godt.

Håbet titter frem når billeder af dig og mig flimrer eller står lysende klart for mit indre og bringer smil og taknemmelighed frem. Når jeg med mine nære kan udveksle fortællinger og oplevelser, der bidrager til latter og smil i øjnene.

Når jeg en mørk aften kigger på himlens stjerner og får den ide, at det slet ikke er stjerner, men små huller i himlen og du sidder inde bag ved og lyser ned til mig, for at fortælle at du har det godt.

Sorgen bor i alle de dufte og genstande huset stadig er fyldt med. Din jakke i entreen. Dine uberørte træsko, som efterhånden har stået det samme sted alt, alt for længe. Duften af dig på dit hovedpudebetræk. Vores fælles drømme i væggene. Barberkniven i badeværelsesskuffen.

Håbet titter frem i solstrålen fra forårssolen på min gåtur. Jeg får fornemmelsen af, at der er andet og mere end D-vitamin i den solstråle. Jeg står stille et øjeblik og lader den varme mit ansigt. Og da jeg vender hjem, får jeg pludselig øje på hvor mange forårsblomster, der efterhånden er både halvt og helt skudt frem af den engang så frosne jord. Ja, håbet rimer på forår. Rimer på nyt liv.

Sorgen bor i min brystkasse. Først var der overhovedet ikke plads. Det strammede og spændte på en nærmest uudholdelig måde. Kunne jeg overhovedet trække vejret? Lidt efter lidt er der blevet møbleret om. Måske har sorgen også trukket sig sammen?

Den er i hvert fald blevet mere medgørlig, elastisk. Den kan foldes og ligger derinde som en slags dyne om alt det der var. Nu er der plads. Nu kan jeg de fleste dage trække vejret frit. Håbet er også flyttet ind. Det fylder mit sind med farver fra krokus og blandede tulipaner. Lidt efter lidt falder tingene på plads. Håbet er lysegrønt. Vi er – døde og levende – båret af samme Gud.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tilmeld dig.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.