Sekund

”Tid er penge” lyder et kendt udtryk og minder os om, at tiden har værdi i vore liv. Og det har den. Både den, vi har brugt, har foran os og lige i dette øjeblik.

Tiden har værdi. Johannes Møllehave, præst og forfatter, sander det også, da han i én af sine bøger har beskrevet et atomdrevet ur i London, der går med en sådan nøjagtighed, at det skulle tabe blot ét sekund på tusinde år.

Det er svært at se noget gå til spilde, særligt noget af en sådan værdi, som tiden - også for Møllehave. Han beslutter sig for at gøre krav på dette tabte sekund.

Mine tanker flyver straks og lander derhjemme i køkkenet. Og jeg tænker på uret, dér på ovnen. Det sidste ur, jeg kigger på, inden jeg pakker taskerne og sender børnene afsted om morgenen. Det, jeg navigerer efter, når vi skal nå noget. Det sted, mine øjne hviler, når sekunderne snegler sig afsted.

Uret på ovnen taber dog ikke blot ét sekund over tusinde år, men mange sekunder på kort tid. Sekunder, der bliver til minutter. Dyrebare minutter, der først opdages at være tabte i det øjeblik, det hele er for sent.

Jeg behøver ikke at regne længe, før jeg må sande al den tid, jeg har spildt. Og jeg må tilslutte mig Møllehave, at hvis jeg dog blot kunne få et enkelt af de tabte sekunder tilbage, ville det hele måske være anderledes.

Er klar over – ligesom Møllehave – at det er med en vis risiko at gøre krav på et tabt sekund. For det kunne også være et skæbnesvangert sekund. Uagtet risikoen slår jeg følge med Møllehave - ønsker at få det tabte tilbage.

Og sådan bliver dette ene tabte sekund det sted, hvor jeg – ja, mennesket - kan lægge alle glædesfyldte såvel som ufuldendte stunder ind. Et tabt sekund, hvori vi kan lægge et helt livs bristede længsler.

Jeg ved godt, at jeg i tankerne ikke kan blive siddende ved køkkenbordet og begræde de tabte sekunder, jeg ville kræve tilbage, hvis den slags overhovedet var muligt. Ved, at jeg ikke kan stå stille i tanken om alt det bristede, forkrøblede og forliste - for lige om lidt vil der atter ligge noget nyt bag mig, noget, der ikke blev, som det skulle og burde. Flere sekunder, der ikke går op.

Og jeg får brug for atter at blive mindet om øjeblikke, der ikke kun er tabte, men som nærer evigheden i sig… Nu flyver tankerne ikke længere, for i samme sekund væltes glasset med mælk, børnene kalder, kaffen er færdig. Mens jeg forsøger at inddæmme den hvide sø på bordet, svare børnene og ærgre mig over, at kaffen bliver kold, så skæver jeg over mod ovnuret og må konstatere, at også i dag går sekundernes evige øjeblikke. Også i dag – og det har sin evige værdi.