Lykke er opreklameret

Det går rigtig dårligt med det mentale helbred i Danmark. Det er den korte version af den store undersøgelse, der fornyeligt blev offentliggjort af Sundhedsstyrelsen.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, for de fleste af os. Jeg kender ikke nogen, der ikke enten selv lider af stress, angst og depression, eller er tæt på nogen der gør.

Undersøgelsen viser, at det er blevet næsten lige så normalt for unge at lide af stress, som ikke at gøre det. Det er altså ikke et sundhedsproblem, men et samfundsproblem. Hastigheden er for høj, presset for stort, individualiseringen for radikal, fællesskaberne for lidt rummelige.

Der er mange forklaringer, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det er gået så galt, men det optager mig, hvordan vi kan få vendt den udvikling. Det er os, som forældre og voksne, der har ansvaret for at sænke farten, lette presset og giver rammer for fællesskab, fordybelse og ro.

Det kommer ikke af sig selv. Jeg tror ikke der findes noget kvikfix, men jeg tror, en af de livsløgne der gør os syge, er løgnen om at vi skal være lykkelige.

Det er som om vi har bildt os selv ind, at lykke er en menneskeret, og at det er vores egen skyld hvis vi ikke er lykkelige. Men hvem har overhovedet sagt at vi skal være lykkelige? Lykke er opreklameret! At håbe på at være værdsat, at gøre nytte og at være en del af noget meningsfyldt, er ikke at nøjes med leverpostej.

Det er ikke mindre livsambitiøst. Det er sundt. Tror jeg. Det er et være i verden, med bevidstheden om, at vi ikke kan bære hele vores egen eksistens. Vi bærer hinanden. I medgang og modgang, lykke og ulykke. Det har jeg erfaret, og også, at Gud bærer med.

Det er ikke noget kvikfix, men det er virkelig befriende at øve sig i at have tillid til det.