Salling og Arla har en vigtig pointe

Salling og Arla har sagt nej til det lokal planforslag, der er i høring om udvidelse af Aarhus Havn.
Det har fået havnedirektør Thomas Haber Borch til at mene, at de to direktører for Salling og Arla ikke har sat sig ordentlig ind i projektet og reelt ikke ved hvad de taler om.
Chefredaktør Jan Schouby på Aarhus Stiftstidende mener også den 3. marts, at de to direktørers argumenter er »på den anden side af det komiske«.
De to direktører, som er kendt som dygtige og kompetente ledere af to virksomheder, der begge er blandt de ti største i Danmark, vil formentlig ikke gå ud med en direkte kritik i offentligheden, i stedet opfordrer de konstruktivt til at der kikkes på alternativer.
Her sætter de fingeren på lokalplanforslagets ømme punkt og har en vigtig pointe, der viser, at de er meget bedre inde i tingene end deres kritikere har opdaget.
Den lokalplan, der er i høring indeholder kun en løsning.
Enhver virksomhed, der oplever en øget efterspørgsel vil først spørge sig selv, om det kan klares indenfor de eksisterende rammer, som for eksempel at gå fra 1-holds skift til 2 holds skift og så videre.
Lokalplan forslaget er efter min mening så mangelfuldt på så mange punkter, at det ikke burde være sendt i høring. Her påhviler det havnens bestyrelsesformand Jacob Bundsgaard (S) et meget alvorligt ansvar for at det udsendte høringsmateriale ikke lever op til forventet standard.
For eksempel er prisen på havneudvidelsen ikke til at finde i materialet. Pladsen tillader ikke en oplistning af alle mangler i materialet. Se i stedet mit 10 sider lange høringssvar, der ligger på Kommunens hjemmeside.
Lidt polemisk kan man undre sig over, at der i havnedirektørens offentlige tilbagespil på høringssvarene fortsat ikke fremkommer faktuelle argumenter for havnens behov for en udvidelse. I stedet forfalder havnedirektøren til laveste niveau og forsøger at miskreditere borgernes indsigelser med argumenter om, at ingen reelt har forstået sagen.
En rigtig sviner, der appellerer til den indre svinehund i os alle, afleveres ved at de to direktører mistænkes for at deres holdning er begrundet i, at de mister deres havudsigt fra terrassen. Det fortæller mere om afsenderen end om de to direktører.
N.B! Folk der bor i Højbjerg eller Skåde har ikke havudsigt, men skovudsigt.