Gudstjenesten som livets eller dødens pølse
Jeg hørte engang komikeren Mette Lisby sige, at folkekirkens gudstjenester er som familiefester: Maden er dårlig, talerne er for lange og sangene umulige at synge med på.
Og måske derfor forsøger man af og til at peppe kirken lidt op. Således lancerede DR2 i begyndelsen af året programmet ’Tro til salg’, hvor tre reklamefolk skal sælge fire forskellige religioner til ’den moderne forbruger’.
Men gudstjenesterne minder mest om det døde kødpålæg i køledisken, som ingen længere gider at købe.
Den første var kristendommen. Et stærkt ’brand’, som reklamefolkene medgav. Men gudstjenesterne minder mest om det døde kødpålæg i køledisken, som ingen længere gider at købe.
Billedlig talt tilbyder vi altså i folkekirken saltkød, når dét, den moderne forbruger i virkeligheden vil have, er hummus med stjerneanis dyrket af en blind bonde på toppen af Himalaya.
Billedlig talt tilbyder vi altså i folkekirken saltkød, når dét, den moderne forbruger i virkeligheden vil have, er hummus med stjerneanis dyrket af en blind bonde på toppen af Himalaya.
Som tilskuer -og måske særligt som præst- sad man spændt og ventede på de gode tricks til at gøre gudstjenesten mere salgbar. Og fæl var skuffelsen, da eneste nye tiltag var at udskifte prædikenen med såkaldt beatpoetry. Altså versagtige budskaber serveret på en nærmest rappende facon.
Jeg tror personligt, jeg springer over!
Selvfølgelig skal vi til stadighed nytænke formen og indpakningen, så gudstjenesten taler ind i den samtid, vi befinder os i, men uden at give køb på essensen og seriøsiteten. Men problemet med programmet er jo ikke alene, at reklamefolkenes uvidenhed om kirke og kristendom nærmest er helt uden huller og deres fordomme tilsvarende massive, men også at selve præmissen er forkert.
Tro er ikke en handelsvare. Og mon ikke også der på side ét i lærebogen for reklamefolk står, at når en vare findes i køledisken, så er det fordi, der er salg i den?
Det kan godt ske, at gudstjenesten kan virke som dødens pølse, -serveret mellem endeløse taler og umulige sange. Men tag ikke fejl: der er masser af liv i den! FK ligger stadig i køledisken som det sikre og oplagte valg for mennesker i alle livssituationer. Når man f.eks. står med sit nyfødte barn på armen og har brug for et sted at rette sin tak, glæde og bekymring hen.
Når man har fundet dét hjerte, som ens eget hjerte slår i takt med. Eller når man bærer på en endeløs sorg over at have mistet, og har brug for at der er én, der bærer med og giver håb. Nej, ligesom saltet kød forgår kirken heldigvis ikke så let.
